Kommune fyldte Jonas med varm luft: 'Det er magtfordrejning'
Jonas Nielsen er nabo til et støjende idrætsanlæg, og han mener, at kommunen har syltet hans sag. Nu viser dokumenter, at to påståede sagsskridt ikke kan dokumenteres.

Jonas Nielsen er nabo til et støjende idrætsanlæg, og han mener, at kommunen har syltet hans sag. Nu viser dokumenter, at to påståede sagsskridt ikke kan dokumenteres.

En ting er de konkrete gener, Jonas Nielsen oplever som nabo til to kunstgræsbaner ved Ryparkens Idrætsanlæg i Københavns Kommune:
Støj, råberi, skarpt lys fra projektører og trafik.
Noget andet er den behandling, han får, når han så påpeger udfordringerne over for Københavns Kommune.
B.T. kunne sidste lørdag fortælle, at Jonas Nielsen siden 2022 har forsøgt at råbe kommunen op om udfordringerne, men uden at komme nogen vegne.
Sagen er efter hans opfattelse bare blevet syltet. Københavns Kommune erkender, at sagen ikke er håndteret tilfredsstillende.
Nu viser det sig, at kommunen i en række svar til Jonas Nielsen har fyldt ham med noget, der i bedste fald kan betegnes som varm luft. I værste fald som løgn.
»Det er magtfordrejning af værste skuffe,« siger Jonas Nielsen, der selv arbejder i staten og derfor godt ved, hvilke forpligtelser en embedsmand har.
»Embedsmænd har pligt til at gengive sagens faktiske omstændigheder korrekt. De må ikke lyve,« siger han.
Nu fremlægger Jonas Nielsen så dokumentation for, at Københavns Kommune to gange er kommet med centrale påstande i sagen, som kommunen ikke kan dokumentere. Også selvom det umiddelbart burde være enkelt.
I et svar på en af Jonas Nielsens klager over støj skrev en embedsmand fra kommunen 27. marts 2026 i en mail:
»Spørgsmålet om støj har været undersøgt i 2024«.
Efterfølgende har først Jonas Nielsen og siden B.T. forsøgt at få Københavns Kommune til at fremlægge dokumentation for en støjmåling eller lignende, som ligger til grund for konklusionen.
Men det kan kommunen ikke. Og det er ifølge en ekspert et problem:
»Enten er støjmålingen - eller hvad det nu er - ikke blevet journaliseret. Eller også har den aldrig fundet sted. Begge dele er problematiske. For embedsmænd skal journalisere et så vigtigt sagsskridt. Og hvis målingen aldrig har fundet sted, så er det jo det, man vil kalde en løgn,« siger Jøren Ullits, der lektor i forvaltning ved SDU og fortsætter:
»Og det går selvfølgelig ikke, at en myndighed skriver noget, der er usandt i et svar til en borger,« tilføjer han.
Har du en støjkilde, som generer dig i hverdagen. F.eks. støj fra idræt eller andet. Skriv hvad du mener til journalisten på sris@bt.dk.
Og eksemplet med støjmålingen er ikke det eneste. I samme dokument forholder kommunen sig også til Jonas Nielsen, der klager over lysgener. I svaret 27. marts 2026 skriver samme embedsmand:
»Lysforholdene har vi også en opfattelse af er afklaret i vores tidligere dialog og hviler på en lokal aftale«.
Jonas Nielsen, der selv er embedsmænd i en styrelse, undrer sig over, at kommunen bare hiver en påstand op af hatten, som den ikke kan dokumentere.
Først har både Jonas Nielsen og efterfølgende B.T. forsøgt at spørge ind til, hvilken lokal aftale der er tale om. Hvem er den lavet med, og hvad er dokumentationen for den?
Det har kommunen heller ikke kunnet fremlægge.
Og det taler ifølge Jonas Nielsen ind i et sagsforløb præget af, at han som borger er røget ind i en bureaukratisk labyrint, hver gang han har henvendt sig.
»Hvis man spørger i øst, så får man svar i vest. Og alle deres ikke-svar trækkes også i langdrag,« siger han og fortsætter:
»Det kan ikke ses som andet end et forsøg på at lukke ned for sagen. Kører borgeren træt, så man til sidst opgiver sin klage,« siger han.
Jonas Nielsen har blandt andet efterspurgt en vurdering af de gener, de oplever som naboer. Herunder om der nogensinde blev lavet en helhedsvurdering eller en miljøscreening, da Københavns Kommune gav tilladelse til to ekstra kunstgræsbanerne i 2010.
Og om der i øvrigt er fulgt op på omfanget af nabogenerne, i takt med at banerne bliver brugt af flere. Ifølge Jonas Nielsen er brugen af banerne blevet mere intens, siden han flyttede ind i sin lejlighed i 2018.
Jonas Nielsen oplyser, at han - efter at B.T. er gået ind i sagen - har fået en mail fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvor de skriver, at behandlingen af sagen har været uhensigtsmæssig.
I et svar til B.T. skriver Københavns Kommunes kultur- og fritidsforvaltning:
»Vi vil nu - i tæt dialog med både Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen og Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen - gennemgå sagen på ny, så borgeren får en samlet, klar og fyldestgørende tilbagemelding«.