Jonas Nielsen er træt af støj.

Han er nemlig nabo til Ryparkens Idrætsanlæg på Østerbro i København, hvor der er kunstgræsbaner til fodbold. 

Hans lejlighed er plaget af støj, råberi, lysgener og trafik til og fra sportsanlægget.

»Støjen er ret voldsom. I sommerperioden er det sådan, at man ikke kan have sit vindue åbent. Og om vinteren er der både støjen og lyset på banen, som er virkelig skarpt, og som generer inde i lejligheden. Og oveni er der brugen af soundbokse,« siger han.

Jonas Nielsen har siden 2022 forsøgt at råbe Københavns Kommune op - hidtil uden held.

I et svar til B.T. erkender Københavns Kommune, at sagen 'ikke er håndteret tilfredsstillende', og at kommunen vil gennemgå sagen på ny. 

B.T. har besøgt Jonas Nielsen for at tale om en støjkilde, som han mener, får alt for lidt opmærksomhed: Idrætsanlæg.

Han ser det særligt som et problem i hovedstadsområdet, hvor danskerne bor tæt.

Han understreger, at han ikke er modstander af, at der dyrkes idræt på anlægget, som i 2010 blev udvidet med to nye kunstgræsbaner med lys på banerne.

Men han har forgæves efterspurgt en vurdering af de gener, de oplever som naboer. Herunder om der nogensinde blev lavet en helhedsvurdering eller en miljøscreening, da Københavns Kommune gav tilladelse til to ekstra kunstgræsbanerne i 2010. 

Der er – af gode grunde – løbende aktivitet på de københavnske kunstgræsbaner. Og det kan genere naboerne.
Der er – af gode grunde – løbende aktivitet på de københavnske kunstgræsbaner. Og det kan genere naboerne. Privat

Og om der i øvrigt er fulgt op på omfanget af nabogenerne, i takt med at banerne bliver brugt af flere. Ifølge Jonas Nielsen er brugen af banerne blevet mere intens, siden han flyttede ind i sin lejlighed i 2018.  

»Jeg anerkender, at der skal være muligheder for at dyrke sport. Også i København. Men en løsning kunne også være et støjværn ud til lejlighederne eller ændringer af brugstiderne, så lyset slukkes lidt tidligere,« siger han.

Har du en støjkilde, som generer dig i hverdagen. F.eks. støj fra idræt eller andet. Skriv hvad du mener til journalisten på sris@bt.dk.

Ifølge en ekspert har kommunen pligt til at følge op på støjgenerne.

»Hvis brugen af banerne forandrer sig, så er kommunen forpligtet til at undersøge generne for naboerne. Tilladelsen gælder ikke til evig tid,« siger advokat med speciale i naboret Bjarne Skøtt Jensen.

Jonas Nielsens oplevelser er ikke enestående. Således har B.T. tidligere afdækket en sag fra København, hvor en tennisklub i 2023 fik tilladelse til at etablere padelbaner klos op ad nogle haver. Tilladelsen blev givet helt uden, at naboerne er blevet hørt.

Nu har kommunen så fundet ud af, at padelbanerne støjer for meget, og derfor er det blevet besluttet at flytte dem og i øvrigt lave banerne om til en lille hal. Det koster Københavns Kommune 5,2 millioner kroner. 

Og hovedstaden er ikke det eneste sted, hvor padelbaner har givet udfordringer.

I Højbjerg ved Aarhus har en padelbane stået tom i flere år, fordi den generer naboerne. Selv støjmure rundt om banen har ikke løst problemet, skriver TV2 Øst blandt andet. Også i Herlev har en naboklage over en kunstgræsbane ført til, at kommunalbestyrelsen i i begyndelsen af juni besluttede at sætte et støjværn op mod mod banerne.  

Tilbage til Jonas Nielsen, der fortæller, at han er blevet spist af med ikke-svar, uden at kommunen hverken forholder sig til det konkrete problemer eller handler på dem.

Ud fra de svar han og nu også B.T. har fået, så tyder alt på, at der aldrig er lavet en såkaldt helhedsvurdering eller en miljøscreening i sagen som involverer en vurdering af generne for naboerne. Eller konkrete støjmålinger for den sags skyld. Københavns Kommune har i hvert fald ikke kunnet fremlægge nogle af delene. 

»Det, mener jeg, er en fejl. Det må være kommunens opgave at sikre sig, at vi ikke er udsat for ulovlige støj- og lysgener,« siger Jonas Nielsen.

Men fodboldbanerne lå der, da du købte lejligheden. Er det ikke bare noget, du må acceptere?

»Jeg ved godt, at det er en indvending. Men mit ærinde er at sige, at bare fordi, der har været et idrætsanlæg i lang tid, så skal kommunen stadig sikre sig, at reglerne overholdes og at der tages hensyn til os naboer,« siger han.

Det er Kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, der har haft teten i sagen, som også involverer kommunens teknik- og miljøforvaltning. I et svar erkender forvaltningen, at sagen ikke er blevet håndteret tilfredsstillende.

»For at gøre processen nemmere for borgeren har Københavns Ejendomme (KEJD) forsøgt at behandle sagen på tværs af de involverede forvaltninger. Det står dog klart, at sagen ikke er blevet håndteret tilfredsstillende, og det beklager vi,« skriver Kultur- Fritids- og Borgerserviceforvaltningens presseafdeling og fortsætter: 

»Vi vil nu - i tæt dialog med både Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen og Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen - gennemgå sagen på ny, så borgeren får en samlet, klar og fyldestgørende tilbagemelding,« lyder det.