»Vi er meget glade«.
Sådan lyder det fra naboerne til to padelbaner i det københavnske nordvestkvarter.
Årsagen er, at de nu slipper for støj fra fra to padelbaner.
»Kommunen er nået frem til en fornuftig løsning, som vi er meget tilfredse med. Den begrænser støj og lys,« siger en af naboerne, Andreas Garrido.
Dermed lægger Københavns Kommune også et snit for, hvor meget støj, naboer til sportsfaciliteter skal kunne tåle. Og udendørs-padelbaner er for støjende til at ligge lige op og ned ad huse og haver.
Og hovedstaden er ikke det eneste sted, hvor støjende padelbaner giver udfordringer.
I Højbjerg ved Aarhus har en padelbane stået tom i flere år, fordi den generer naboerne. Selv støjmure rundt om banen har ikke løst problemet, skriver TV2 Øst blandt andet.
Tilbage til sagen i København. Den begyndte i 2023. En række husejere og naboer til det, der hedder Emdrupparkens Idrætsanlæg, troede ikke deres egne øjne og ører, da der - uden varsel - blev opført to padelbaner klos op og ned af deres haver.
Det var den lokale tennisklub, som havde fået tilladelse af Københavns Kommune til at opføre banerne. Uden at naboerne var blevet hørt. Derfor fik de heller ikke mulighed for at gøre indsigelser.
Se og hør larmen fra padelbanerne her:
Med ét blev deres haver forvandlet til et inferno af støj: Fra bolde, der rammer skiftevis bats og glasvægge til verbale udbrud over et dårligt slag.
I første omgang nægtede kommunen at anerkende naboernes indvendinger.
Først efter, at B.T. beskrev sagen første gang i september 2024, kom der skred i sagerne.
Embedsmænd fra Københavns Kommune sørgede for, at der blev levet støjanalyser af forskellige scenarier - herunder muligheden for at opføre en støjvold eller en delvis overdækning.
Har du problemer med støj fra padelbaner, sportsbaner eller andet. Skriv din mening om det til B.T.s journalist på sris@bt.dk.
På et møde i november 2025 mellem naboerne, den lokale grundejerforening, lokaludvalget, tennisklubben og kommunen blev der lagt et forslag på bordet, som løste udfordringerne. Kommunen foreslog opførelsen af en helt ny hal 15 meter fra, hvor banerne står i dag og op ad en eksisterende tennishal.
Og den var klar til at spytte 5,2 millioner kroner i projektet. Resten - en halv million kroner - skulle den lokale tennisklub betale.
Naboerne skulle blot acceptere, at de nuværende udendørs padelbaner i stedet blev til små børnetennisbaner, hvor der udelukkende spilles med skumbolde.
»Det sagde vi selvfølgelig ja til. For grundlæggende bliver problemet med støj og lys fra lamperne løst,« siger Andreas Garrido.
Sportschef for KFUM Tennis, Thomas Skouboe, siger, at 'det er den bedste løsning på en uheldig sag'
Han fortæller desuden, at klubben er ved at indhente tilbud fra entreprenører, der skal bygge den nye hal. Når en byggetilladelse er i hus, kan byggeriet gå i gang.

