Hvis du er en af dem, som har fået første og andet stik mod corona, kan du hurtigt og nemt få tredje stik nu.

I hvert fald hvis du befinder dig i enten Aalborg eller Aars de næste to dage.

Når du alligevel skal ordne de sidste julegaver, kan du nemlig også få det tredje vaccinestik med hjem ved Carekliniks vaccinationscenter i Shoppen i City Syd.

I Aars skal du forbi Messecenter Vesthimmerland, hvor Careklinik har vaccinationscenter.

»Vi har opbygget en stor kapacitet, så der er gode muligheder for at blive revaccineret inden jul. Det er der med den nye mulighed for drop-in på to lokaliteter, men generelt er der mange ledige tider til at blive revaccineret,« lyder det fra Anders Cinicola, chefkonsulent ved Region Nordjylland.

»Det vil jeg opfordre folk til at udnytte.«

Du kan derfor møde op ved drop-in vaccinationsstederne onsdag 22. december fra 10-20 og torsdag 23. december fra 10-16 og få dit tredje stik med hjem før juleaften – helt uden at bestille tid. Der er nemlig masser af ledig kapacitet lige nu.

Som udgangspunkt tilbyder vaccinationscentrene kun revaccination, forklarer Anders Cinicola til B.T. Aalborg.

Det vil sige, at alle over 18 år, som skal have deres tredje stik, kan møde op uden tidsbestilling, hvis der er gået det antal dage, der skal fra andet stik.

Derfor behøver du altså ikke lede i din e-Boks efter en invitation til det tredje stik.

Anders Cinicola oplyser, at hvis man er over 40 år, og der er gået 4,5 måneder, kan man få sit tredje stik uden invitationen, og hvis man er mellem 18 og 40, skal der være gået 5,5 måneder.

Overordnet set er der mange leder tider til revaccination i den kommende tid. Inde på vacciner.dk kan du desuden også finde og booke en tid til vaccination.

Derudover er det også muligt at få fremrykket din tid, hvis du allerede har booket en tid i 2022, lyder det fra Anders Cinicola.