En 27-årig kvinde fra Skagen blev kørt på sygehuset søndag morgen, efter hun havde været ude at køre.

Hun kørte nemlig galt på Revlingevej i Skagen ved 07.15-tiden. Det skriver TV 2 Nord.

Kvinden kørte med fuldt fart ind i et hus. Hun kom ikke selv slemt til skade, men huset havde slemme skader efter mødet med bilen.

Mens den 27-årige kvinde blev behandlet på hospitalet, fik hun ligeledes taget en blodprøve, fordi politiet mistænker, at hun var påvirket af alkohol.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund fortæller til TV 2 Nord, at huset nu risikerer at styrte sammen:

»Patruljen på stedet vurderer, at der er fare for at huset styrter sammen, så vi fik beredskabet til at komme og lave en midlertidig afstivning af konstruktionen.«

Brandvæsen fra Skagen og Frederikshavn sikrede efter ulykken, at muren ikke faldt sammen.

Kvinden kørte gennem stakit, inden smadrede bilen ind i huset. Der meldes ikke om tilskadekommende inde i huset.