København har slået ny coronarekord.
På en enkelt dag er 3.718 københavnere testet positiv for corona, viser tal fra Statens Serum Institut.
Det voldsomme smittetal er opgjort på coronaprøver foretaget 27. december, og det er 32,3 procent højere end den hidtidige rekord på 2.810 smittetilfælde, der blev opgjort 21. december.
København er onsdag den kommune i landet, hvor incidenstallet er næststørst.
Incidens angiver antal smittede pr. 100.000 indbyggere inden for de sidste syv dage, og Københavns Kommunes incidenstal ligger nu på 2.465 smittede som følge af 15.811 bekræftede tilfælde den seneste uge.
Frederiksberg topper med et incidenstal på 2.483 smittede pr. 100.000 indbyggere de sidste syv dage. Her er der konstateret 2.569 reelle smittetilfælde blandt kommunens indbyggere.
Frederiksberg Kommune har da også landets højeste positivprocent de seneste syv dage.
13,22 procent af frederiksbergensernes coronaprøver har været positive i den forgangne uge.

Knap 19 procent af københavnerne har fået foretaget en pcr-test den seneste uge. Cirka det samme gælder for frederiksbergenserne.
Det er blandt de 20-39-årige, at smitten er størst i København og på Frederiksberg. I alt er 8.525 i aldersgruppen smittet de sidste syv dage.
De 40-64-årige følger efter med 4.058 smittetilfælde i samme periode.

På landsplan er der det seneste døgn registreret rekordmange tilfælde af coronavirus. I alt 23.228 tilfælde, hvilket er en del over den hidtidige rekord.
Den blev sat mandag, hvor der det foregående døgn blev registreret 16.164 tilfælde af coronavirus i Danmark.
»Det høje smittetal i dag (onsdag, red.) kan skyldes en højere pcr-testaktivitet lige efter jul,« skriver SSI i opgørelsen.
Det er omikronvarianten, der har drevet smitten i vejret i Danmark. Det oplyser faglig direktør i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause på et pressemøde onsdag eftermiddag.