Knap 54 procent af personalet i Københavns kommunale daginstitutioner er i dag uddannede pædagoger.

Og det er langtfra nok. Det mener politikerne i Københavns Borgerrepræsentation, der nu har afsat 47,3 millioner kroner fra 2022 til 2025 til at uddanne 400 pædagogmedhjælpere til meritpædagoger.

Det betyder, at medhjælperne skal tilbage på skolebænken. Det skriver Berlingske.

Det er Københavns Kommunens målsætning, at mindst 66 procent af daginstitutionspersonalet skal være pædagoger.

Derfor har Borgerrepræsentationen – med undtagelse af De Konservative – som et led i torsdagens budgetaftale afsat en pose penge til at komme målsætningen i forkøbet.

Over for Berlingske vurderer overborgmester Lars Weiss dog, at tiltaget ikke bringer kommunen helt i mål:

»Men det er skridt i den rigtige retning,« siger han.

Ud af de 47,3 millioner kroner kommunen har afsat i torsdagens budgetaftale, er 28 millioner kroner afsat til at finde vikarer for de pædagoger, der takker ja til merituddannelsen, mens det resterende beløb er afsat til selve uddannelsen.

Pædagogmedhjælperne skal formentlig uddannes på Københavns Professionshøjskole, hvor uddannelsen vil bestå af ét års fuldtidsstudium og to års deltidsstudium.