De har længe været en del af flertallet for, at det omdiskuterede byggeri på Amager Fælled skulle opføres. Men nu har piben fået en anden lyd i Dansk Folkepartis københavnske afdeling.

Det er en byretsdom og to klagenævn, der har fået partiet til at ændre mening. Der er sået tvivl om lovligheden af projektet, og så vurderer de, at konsekvenserne for naturen var undervurderede.

»Vi har i dag meddelt overborgmester Lars Weiss (S), at Dansk Folkeparti trækker sig fra aftalen om byggeriet. Forudsætningerne for vores opbakning til byggeriet er væk, og vi vil derfor ikke længere bakke op om aftalen. En byretsdom imod et byggeprojekt taler sit eget tydelige sprog om, at der er problemer, der ikke bare kan snakkes væk,« siger Finn Rudaizky fra Dansk Folkeparti i Københavns Borgerrepræsentation.

Dansk Folkepartis udtrædelse af aftalen ændrer ikke på flertallet for aftalen, da Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Venstre, Det Konservative Folkeparti samt løsgængerne Kåre Traberg Smidt og Kasandra Behrndt-Eriksen fortsat bakker op om aftalen.

DF opfordrer de tilbageværende partier til at følge trop og droppe aftalen om byggeriet.

»Lad os få stoppet byggeriet og finde en bedre løsning. Jeg håber, at de andre partier bag aftalen nu følger op, så byggeriet kan stoppe en gang for alle. Vi forbeholder os retten til at blive klogere, og det er vi blevet i denne sag. Jeg håber, de andre partier sluger stoltheden og gør som os,« siger Finn Rudaizky.

B.T. følger sagen …