Lange køer og flere timers ventetid. En hurtigtest kræver en god portion tålmodighed. I hvert fald i hovedstadsområdet, hvor Falcks testcenter i Hvidovre har svært ved at følge med.

»Der er tryk på Hvidovre lige nu. Men jeg er ret overbevist om, at det kommer til at se anderledes ud i morgen,« siger Jørgen Mieritz, der er ambulancedirektør i Falck.

Torsdag slår Falck nemlig dørene op for syv nye testcentre alene i Region Hovedstaden.

Her vil Taastrup, Frederiksberg, Helsinge, Hillerød, Farum, Kokkedal og Tårnby blive tilføjet til listen over steder, hvor man uden tidsbestilling kan møde op og på 15 minutter blive testet for covid-19.

Onsdag eftermiddag var der to timers kø til hurtigtest i Hvidovre.
Onsdag eftermiddag var der to timers kø til hurtigtest i Hvidovre. Foto: Foto: Byrd / Kasper Løjtved
Vis mere

Hurtigtesten er lidt mere usikker og kan derfor ikke erstatte den såkaldte PCR-test, hvis man eksempelvis har symptomer eller har været i nærkontakt med en smittet.

Til gengæld kan man få svar allerede efter 15 minutter, så på den måde kan testen være med til, at man hurtigt finder ud af, om man er smittet, og dermed får brudt smittekæden.

»De er et rigtig godt supplement i denne tid, og vi ser allerede, at vi opdager flere smittede med den øgede testkapacitet,« siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse onsdag.

Her fremgår det også, at sundhedsmyndighederne vil komme med konkrete anbefalinger til, hvor hurtigtest kan gøre bedst nytte i den videre epidemikontrol.

Udover Falck har de danske sundhedsmyndigheder lavet en aftale med SOS International, Carelink og Copenhagen Medical, så der samlet set kan foretages 100.000 hurtigtest om dagen.

Allerede fra onsdag tilbyder Copenhagen Medical test i Bella Center og fra mandag 21. december i Parken i København.

Carelink, der har testcenter i Risskov ved Aarhus, er også allerede onsdag i gang. Men modsat Hvidovre var der de første timer af testcentrets åbningstid kun cirka 30 personer forbi.

»Det er lidt spøjst, at vi nærmest sidder og triller tommelfingre, men folk skal måske lige have øjnene op for det,« siger Brian Rosenberg, direktør i Carelink, til Ritzau.

Ingen kø. I Farum kunne man onsdag eftermiddag gå direkte ind og blive testet.
Ingen kø. I Farum kunne man onsdag eftermiddag gå direkte ind og blive testet. Foto: Byrd / Kasper Løjtved
Vis mere

Så vil man gerne have en hurtigtest, kan det godt betale sig lige at undersøge ventetiden de forskellige steder først.

Alene hos Falck er der store forskelle mellem teststederne. Onsdag eftermiddag var der i Hvidovre to timers kø, mens man i Farum kunne gå direkte ind og blive testet.

De aktuelle ventetider for Falcks teststeder i hele landet findes på deres hjemmeside.

»Det er selvfølgelig et øjebliksbillede, så det kan jo nå at ændre sig, inden man kommer ud til teststedet,« siger Jørgen Mieritz.

Falck forventer, at der især 23. december bliver rigtig travlt, og de arbejder derfor på højtryk for at få ansat nok til at pode dagen før juleaften.

»Vi har siden fredag aften ansat 600-700 mennesker, som skal ind og uddannes som podeassistenter. Så snart vi har logistikken på plads, melder vi klart ud med nogle mere præcise åbningstider i julen,« siger han.

Rejser man fra København til Jylland i julen, er der også den mulighed, at man på vejen besøger et af de jyske testcentre, inden man lander hjemme hos familien.

»Lige nu er der eksempelvis ingen ventetid i Herning og kun en halv time i Kolding,« siger Jørgen Mieritz.

Og modsat PCR-testen, der har en svartid på to dage, kan man med hurtigtesten som sagt få svar med det samme, inden man kører videre hjem til julemiddagen.