Bødehæftet blev fundet frem, efter Fødevarestyrelsen besøgte de italienske torverestauranter Amalfi og Rustico i København.
For her kunne man nemlig konstatere, at der var problemer med rengøring og håndtering af fødevarer.
Det på trods af indskærpelser fra seneste kontrolbesøg.
På restaurant Amalfi, der ligger på Gråbrødretorv i København kunne man konstatere, at restauranten var mere snavset, end fødevarereglerne tillader.
I rapporten står der blandt andet:
»Vægge under komfur fremstår med fedtede og snavsede belægninger. Ventilationsrist indvendigt i køleenhed fremstår med belægninger af støv og snavs. Håndtag på køleinventar fremstår fedtede. Opvaskemaskine fremstår indvendigt med belægninger af snavs. Fryser i kælder fremstår med kødsaft op af siderne. Kælder fremstår med en del spindelvæv i hjørner og kanter.«
Virksomheden meldte, at det ville blive bragt i orden.
Ligeledes står der, at Amalfi har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg.
Det udløste en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.
På Rustico på Kultorvet er forholdene om håndtering af fødevarer fra sidste kontrolbesøg heller ikke blevet bragt 100 procent i orden.
Ved sidste kontrolbesøg lød det nemlig, at håndvaskene i pizzakøkkenet og ved baren var uden varmt vand.
Men da Fødevarestyrelsen besøgte restauranten 3. november, var det ikke godt nok.
»Virksomheden har fortsat ikke varmt vand i håndvasken i pizzabageriet, der ligger cirka 40 meter fra køkkenet,« lyder det.
Det har udløst en bøde på 5.000 kroner til restauranten.
Rustico understregede dog, at de ville få det ordnet med det samme.
B.T. København har forsøgt at få en kommentar fra Amalfi og Rustico, men ingen er vendt tilbage.


