»Wauw, det lyder vildt!«

Sådan lød det fra Kevin Petersen, da B.T. kontaktede ham og fortalte, at en mand havde læst om ham i avisen og ville hjælpe til.

I sidste uge satte Kevin Petersen sig nemlig for at finde brugte cykler, som han kan sætte i stand og give videre til ukrainske flygtninge i Aarhus, der har brug for dem.

På det tidspunkt havde Kevin Petersen fået fat i tre cykler – men han ville gerne have endnu flere.

Det læste Kristian Holk, og han meldte sig derfor på banen.

»Jeg har en cykelforretning i Aarhus, der sælger brugte cykler.«

»Han må gerne få 4-500 cykler af mig. Jeg vil godt hjælpe,« fortalte han.

Han er indehaver af Recykling. En forretning, hvor de får gamle, aflagte cykler ind og giver dem nyt liv.

Tilbuddet om de flere hundrede cykler er dog alligevel for mange for Kevin Petersen, der ellers er meget taknemmelig over den store 'donation'.

»Jeg starter med 50 af dem, så kan vi altid hente flere senere,« siger han med et smil.

Men det gik også hurtigt op for ham, at der nu lå et ekstrastort arbejde forude, som han ikke ville kunne klare selv.

Derfor har han henover weekenden fået samlet et hold, der sammen vil sætte cyklerne i stand til ukrainerne.

»Jeg kan ikke gøre det ene mand, så jeg er superglad for alle de frivillige, der vil være med til at gøre en forskel, og jeg er også superglad for alle de cykler, der er blevet doneret.«

Nu er de omkring otte personer, der vil klargøre de mange cykler. De har også fået lavet en aftale med Sidesporet, et værested i byen, hvor de kan lave et lille værksted.

»Jeg havde slet ikke regnet med at få så mange henvendelser, det gik meget hurtigt. Så jeg kunne også hurtigt se, at jeg fik brug for flere hænder,« lyder det fra Kevin Petersen.

Ifølge Kristian Holk er der nok at tage af.

»Det er cykler, som jeg selv ville sætte i stand.«

»De er ikke alle funktionelle fra start, for det er sommerhuscykler eller cykler, der har stået i baggårde i mange år eksempelvis. Men med 50 cykler kan man eksempelvis få 30 af dem ud at køre med dele fra de øvrige 20.«

Han er vant til at fikse cykler og vurderer, at det er kæmpestort arbejde, Kevin Petersen har kastet sig over.

Men det gør Kevin gerne.

»Det er en win-win. Vi får bygget nogle cykler til flygtningene, og samtidig får vi skabt noget mere sammenhold nede på Sidesporet. Så kan vi gå og hygge os med det.«

Lige nu har Kevin Petersen fået fat i 20-25 cykler. Der mangler måske en skærm på den ene, en ringklokke på den anden og nye kæder på den tredje. Han regner med, at han med de 50 brugte cykler fra Recykling kan få gjort en masse klar inden længe.

»Og jeg håber at kunne inspirere andre til at gøre noget lignende.«