Kevin samler cykler ind til ukrainske flygtninge: 'Busserne kan være virkelig uoverskuelige'


Damecykler, herrecykler eller børnecykler – funktionelle eller rustne.
Har du en gammel cykel stående, du ikke bruger, så kan du give den nyt liv og samtidig hjælpe ukrainere i nabolaget.
Og du behøver næsten ikke at løfte en finger selv – for Kevin Petersen har sat sig for at samle cykler ind og sætte dem i stand, før han giver dem videre til ukrainske flygtninge i Aarhus.
»Jeg elsker cykler. Jeg cykler dagligt hele byen rundt og samler overskudsfrugt og -grønt ind til Skraldecaféen, så jeg ved, hvor vigtigt det er at kunne komme rundt i byen,« fortæller Kevin Petersen til B.T.
Han mødte for nylig en ukrainsk pige, der spurgte ham, om han kunne hjælpe hende med at finde en cykel. Hurtigt fandt han ud af, at det ikke kun var hende, der manglede. Faktisk var der decideret stor efterspørgsel på det.
Så han tog hurtigt arbejdshandskerne på og rakte ud til venner og familie i jagten på at finde cykler, de ville donere.
»Det giver en ekstrem bevægelsesfrihed at kunne cykle rundt i byen. Er man ukrainer, der hverken er dansk- eller engelsktalende, så kan busserne være virkelig uoverskuelige at finde ud af,« forklarer Kevin Petersen.
Han har selv en fortid som hjemløs i Aarhus, hvor han i 12 år boede på gaden og i perioder arbejdede som Hus Forbi-sælger.
Efter han fik sin egen lejlighed og blev førtidspensionist, følte han dog, at han efterlod gode kammerater på gaden.
»Jeg prøvede i starten at have hjemløse og andre venner boende i min lejlighed, men jeg måtte til sidst sige fra. Så besluttede jeg mig for, at jeg ville hjælpe på en anden måde.«
Han blev taget under vingerne af Rikke Sejten, der står bag foreningen Hjemløs i Aarhus. I dag arbejder de to sammen om en række initiativer, der skal hjælpe hjemløse og udsatte borgere i byen.
»Hun tog godt imod mig, da jeg var hjemløs. Så jeg håber også, at jeg kan være en inspiration for andre, ligesom Rikke var for mig, og motivere folk til at gøre en forskel,« siger Kevin Petersen.
I dag bruger han mellem fire og otte timer hver dag på at cykle byen rundt og levere mad til Skraldecaféen, der samler mad sammen og serverer for hjemløse, blandt andre.
Makkerparret arrangerer også påskefrokost for hjemløse og arbejder lige nu på at få en foodtruck, så de kan køre rundt i byen dele mad ud til dem, der bor på gaden.
Derfor er det også nærliggende for Kevin Petersen at hjælpe de ukrainske flygtninge, der kommer til byen lige nu. Rigtig mange holder nemlig også til nede ved Skraldecaféen, fortæller han.
Har man en cykel, man gerne vil donere, kan man kontakte Kevin Petersen gennem Facebook her. Cyklen kan afleveres hos ham i Aarhus C nær Botanisk Have og Den Gamle By.
Indtil videre har han fået sat tre cykler i stand, der er givet videre til flygtninge. Og der er altså plads til både nyere og ældre modeller.
»Jeg har fået gamle, støvede og smårustne cykler ind, som jeg har forsøgt at gøre pæne. Jeg tager også imod reservedele.«
Alt kan bruges, lyder det fra Kevin Petersen.