I over 18 timer sad Kent Christensen fast i køen på Østjyske Motorvej.

»Det er under al kritik, det her,« sagde han til B.T. torsdag morgen.

Kent Christensen savnede informationer fra politiet om situationen og undrede sig især over én ting:

»Jeg har ikke set en eneste sneplov. Hverken i nordgående eller sydgående retning,« sagde den 59-årige lastbilchauffør.

Og det til trods for, at trafikanterne havde fået besked på at holde til højre, netop så sneplovene kunne komme frem i det venstre spor.

»Jeg har sovet lidt, men der ligger stadig en del sne og snedriver på kørebanen. Der kan ikke have været en sneplov forbi,« sagde Kent Christensen fra sin plads i køen nær Trige ved Aarhus, da B.T. fangede ham over telefonen torsdag morgen kort før klokken otte.

»Vi har netop fået besked om, at der er spærret på ubestemt tid,« fortalte han.

Kent Christensen havde siddet fast i køen på E45 Østjyske Motorvej – som var over 30 kilometer lang, da den var længst – siden onsdag klokken 13.45.

Det nød bilisterne i køen nær Kents lastbil godt af.

Sådan ser der tidlig torsdag morgen ud på Østjyske Motorvej ved Trige, hvor Kent Christensen har holdt i kø i over 18 timer.
Sådan ser der tidlig torsdag morgen ud på Østjyske Motorvej ved Trige, hvor Kent Christensen har holdt i kø i over 18 timer. Kent Christensen

»Det er værst for dem i personbiler. Jeg har en seng, kaffeautomat og mad til at kunne klare mig i situationer som denne, men de har ingenting,« sagde Kent Christensen og fortsatte:

»Jeg har delt vand og kaffe ud til dem, der holder bag mig i køen. Det blev de rigtig glade for.«

Lastbilchaufføren lavede også en ekstra portion spaghetti bolognese, så en bilist i køen kunne få stillet den værste sult.

Så heldig var Allan Reimer Lauritsen ikke. Han sad også fast i køen på Østjyske Motorvej torsdag morgen, og da B.T. talte med ham kort før klokken syv, havde Allan hverken fået noget at drikke eller spise, siden morgenmaden om onsdagen.

Kort efter klokken ni skriver Kent Christensen i en sms, at der endelig er kommet en gummiged til syne på motorvejen.

»Så er der håb forude,« skriver han.