Onsdag kørte en lastbil og en personbil galt på motorvejen mellem Aarhus og Randers.
På motorvejen E45 mellem Aarhus og Randers er der onsdag aften en kø på omkring 30 kilometer i snestorm. Det skriver TV2 Østjylland.
Der ingen tidshorisont for, hvornår det er muligt at komme fri. Nogle har siddet i bilen i over fem timer, oplyser Vejdirektoratet til TV2 Østjylland.
Køen skyldes et uheld med en lastbil og en personbil, som spærrer motorvejen i nordgående retning. Uheldet skete omkring kl. 13.00.
Ifølge vagtchef ved Østjyllands Politi Dion Emdal er lastbilen blevet fjernet, og de biler, der sidder fast i sneen, er ved at blive trukket fri.
- Normalt vil en kø på den her størrelse tage en halv time til tre kvarter at få opløst, men det tager længere tid i dag, fordi der er fygesne, og nogle biler kan derfor ikke selv komme videre, siger han til Ritzau.
Derfor kan han ikke komme med en tidshorisont for, hvornår køen er opløst og alle biler er trukket fri på E45.
- Folk skal væbne sig med tålmodighed, lyder det.
Han opfordrer desuden folk i elbiler til at spare på deres el, hvis bilen er ved at løbe tør, så de som minimum kan køre til nærmeste afkørsel.
Østjyllands Politi har tidligere onsdag - i et opslag på X, der tidligere hed Twitter - frarådet al udkørsel i hele politikredsen.
- Overvej alternativ overnatning - hjælp hinanden i denne ekstraordinære situationen, lød opfordringen.
Bilister andre steder i Midtjylland er også strandet på vejene. Blandt andet på A26 ved Fårvang og på A25 i Kjellerup-området.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i et opslag på X.
- Vi anbefaler at blive i bilen til, at hjælpen når frem. Har du ikke varmt tøj eller tæpper eller brændstof på bilen til at holde varmen, kan du ringe til os på 114, skriver de blandt andet i opslaget.
Ifølge vicepolitiinspektøren ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg, vil politiet køre ud på ruterne for at sikre, at der ikke sidder underafkølede personer i bilerne.
- En bekymring, vi altid har i sådanne situationer, er, at folk forlader køretøjet og ikke har nok tøj på, siger han til Ritzau.
Han siger desuden, at de ikke er bekymrede for lastbilchaufførerne, fordi de plejer at have nok tøj med - men mere for personbilerne.
Ved 20-tiden onsdag aften har politiet endnu ikke overblik over, hvor mange biler, der er strandet, og hvornår vejen forventes åbnet.
/ritzau/
