»Hvis det var en vild fugl, er det en kæmpemæssig nyhed. Men der er jo ikke noget, der er sjældent, når det slipper ud.«

Sådan siger ornitolog Sebastian Klein om den hvidhovedede havørn, der siden onsdag har været en gæst i Jesperhus Feriepark.

Normalt holder rovfuglen nemlig til i USA, hvor den også er nationalfugl, og derfor ville det være en kæmpe sensation, hvis den havde taget turen over Atlanten.

Men efter alt at dømme er der tale om en hvidhovedet havørn fra Lübeck i Tyskland, der er sluppet ud af fangenskab. Den har nemlig hjemme i en dyrepark.

»Det er ikke en velkommen gæst i Danmark, når den er stukket af. Hvis man skal have noget i fangenskab, skal det blive der. Den har ingen interesse blandt ornitologer,« siger Sebastian Klein.

Onsdag sagde formand i Dansk Falkejagt Mona Lykke Jacobsen til B.T.:

»Jeg håber, det går hurtigt (med at fange den, red). De her store fugle er lidt halvdovne, og showfugle er ikke vant til at jage, så den må være ved at være godt sulten.«

Men om den store rovfugl kan finde føde, er Sebastian Klein ikke så bekymret for.

»Nu er det sådan, at havørne er opportunister. De kan finde på at tage fisk, fugle og ådsler, og det er jo ikke den dårligste årstid i Danmark til det. Så jeg vil tro, at det kan den godt – men det kommer an på, hvor dum den er.«

Men uanset, at den vildfarne havørn ifølge Sebastian Klein er en ubuden gæst, forstår han godt fascinationen af den.

»Den er sindssygt pæn. Det er en enormt flot rovfugl, der er smuk i sine farver, og som har en meget kontrastfyldt fjerdragt.«

Han kan dog være bekymret for, om den sådan lige er til at fange igen.

»Det kan være sin sag at fange sådan en igen. Når de har fløjet så langt, så flyver de gerne længere.«

Og selvom mange ting er større i USA, gælder det altså ikke havørne, lyder det fra Sebastian Klein.

»Det er en ting, vi kan drille amerikanerne med: Den er en anelse mindre end den europæiske havørn, som dog ikke er lige så smuk i farverne.«

Torsdag var fuglens tyske ejere på vej mod Nordjylland for at se, om de kan indfange rovfuglen.