Efter 26 år er kæden The Bagel Co gået konkurs.
Det oplyser firmaets direktør, Birthe Thygesen.
»Jeg har desværre været nødt til er indgive en konkursbegæring, som blev stadfæstet i tirsdags,« siger hun.
Birthe Thygesen er ked af, at det nu ender med, at familievirksomheden nu må lukke.
»Det er ærgerligt. Vi er en lille familievirksomhed, som vi har drevet i 26 år, siden vi startede i den lille butik i Gothersgade i 1997,« siger hun.

Årsagen til, at det ikke længere kan løbe økonomisk rundt i The Bagel Co, er den manglende indtjening under perioden med coronavirus.
»Vi kom aldrig rigtig over den gæld, vi opbyggede under covid-19, og selv om hele familien har kæmpet i virksomheden, må vi se os slået,« siger hun.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra advokat Jacob Smith, der er udnævnt som kurator af Sø- og Handelsrettens skifteret, når der laves konkursbehandling af The Bagel Co.
Men han er ikke vendt tilbage.
Hvad fremtiden nu bringer, kan Birthe Thygesen ikke sige endnu.
Men én ting ligger lige nu fast.
»Vi arbejder på en mulig løsning, og under alle omstændigheder kommer jeg tilbage på bagelmarkedet, som har mit hjerte,« siger hun.
I alt havde The Bagel Co seks bagerier inden konkursen.
