Filminstruktør Tomas Villum Jensen og hans kone, Maria Montell, har i samarbejde med en læge oprettet et lille privat coronatestcenter i deres egen baghave i Humlebæk.

Det har de gjort, fordi de var trætte af, at det ikke var til at få tider nogen andre steder, fortæller Tomas Villum Jensen til B.T.

»Så vi tog fat i en god ven, der er læge, og spurgte, hvad fanden vi kunne gøre. Og det lykkedes os sammen med ham at skaffe nogle test, og så har vi to lægestuderende, der hjælper,« siger filminstruktøren.

Det var ikke kun dem selv, der oplevede frustration over manglende testtider inden jul, men også adskillige venner og bekendte, og blandt andet derfor lavede parret et opslag i en lokal Facebook-gruppe.

Her skriver de, at de har konsultationer mellem klokken 10 og 12 indtil 23. december, og at man kan tilmelde sig via sms. En test koster 350 kroner.

Tomas Villum Jensen understreger dog over for B.T., at det ikke er for at tjene penge, at de gør det.

»Vi har ikke så meget lyst til, at der er mange, der skal komme. Det er ikke en forretning for os,« lyder det.

Han fortæller, at de regner med, at der kommer omkring 20 mennesker forbi hver dag op til jul.

Maria Montell og Tomas Villum Jensen
Maria Montell og Tomas Villum Jensen Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Folk, der er tæt på os, har spurgt, hvad de skulle gøre. Folk tør ikke lukke ældre forældre og bedsteforældre ind, hvis man ikke er blevet testet. Maria og jeg kunne ikke forsvare at lukke vores egne forældre, der begge er lidt oppe i årene, ind,« siger Thomas Villum Jensen og fortsætter:

»Nu har vi kunnet hjælpe en i lokalområdet med at få en test inden jul.«

Ifølge Tomas Villum Jensen har de skullet søge om tilladelse til at oprette det lille private testcenter, og de har ligeledes skullet betale en sum penge for det.

Det er den uddannede læge, der står for at håndtere folks persondata, siger han.

Virolog ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen fortæller, at det er en ny situation, at privatpersoner opretter et testcenter.

»Du kan købe coronatest på nettet af forskellig kvalitet. Der ville jeg selv gå til de firmaer, der har en aftale med det offentlige, da det er et kvalitetsstempel,« siger Allan Randrup Thomsen.

Maria Montell skriver i en kommentar på Facebook, at lyntesten, de benytter, har 97,2 procent svarsikkerhed.

Ifølge Allan Randrup Thomsen foreligger der meget lidt solid dokumentation for sikkerheden af resultater via lyntest, da det ofte er fabrikanterne selv, der siger, hvad de har fundet. Og derfor bør man tage et vist forbehold, siger han.

Virologen understreger dog, at en del af lyntestene er rigtig gode:

»Medmindre det er en decideret fuptest, kan man anlægge det synspunkt, at selv en dårlig test er bedre end ingen test. Men man skal bare stadig opføre sig, som om man kunne være smittet. Der er ikke nogen garanti i en negativ test.«