Den Aarhus-baserede tøjkøde Kaufmann fik i denne uge en stor bøde på 3,7 millioner kroner for at have aftale priser med en konkurrent i branchen. Selv kalder virksomheden det for en bagatalsag, men det er Forbrugerrådet langtfra enig med Kaufmann i.

»Overtrædelser af konkurrenceloven giver høje bøder. For hvis alle virksomheder gjorde sådan her, så vil forbrugerne måske betale 10-20 procent for meget for deres produkter, og så får man mindre for sin løn. Det er et velfærdstab for hele samfundet.«

Sådan lyder reaktionen fra Forbrugerrådet Tænk, efter B.T. tidligere kunne fortælle, at tøjvirksomheden Kaufmann havde fået en bøde på 3.7 millioner kroner for at aftale priser med en anden konkurrent.

Overtrædelsen er sket i perioden november 2014 til december 2017. Men det er først nu, der er faldet afgørelse.

»Det er beklageligt for samfundet, forbrugerne og andre virksomheder, når konkurrencen ikke fungerer,« fortæller cheføkonom hos Forbrugerrådet, Morten Bruun Pedersen.

Cheføkonomen fortæller, at et af incitamenterne for at gøre, som Kaufmann har gjort, kunne være at koordinere priser, så kæderne ikke presser hinandens priser ned. Det er godt for virksomhedens profit, men til skade for forbrugerne og samfundet.

»Det er en overtrædelse af konkurrencelovgivningen, hvor konkurrencen kan begrænses og det kan betyde, at priserne holdes oppe, lyder det.«

Også Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen understreger overfor B.T., at Kaufmann har begået en væsentlig overtrædelse af konkurrencelovgivningen.

»Det er ikke en bagatelsag. Det er deres måde at skyde det ned på. Det her er, hvad vi antager for at være en grov overtrædelse af loven,« fortæller Stefan Kobbernagel, kontorchef hos Konkurrence- og Forbrugerstyrrelsen.

I en pressemeddelelse fortalte administrerende direktør i Axel Kaufmann ApS, Henrik Kaufmann, at de havde valgt at betale bøden for at få afsluttet sagen.

»Den historiske informationsudveksling, der nu har udløst bøden, var i bagatelafdelingen og har ikke haft nogen skadevirkning på markedet, men vi accepterer konkurrencemyndighedernes holdning,« fortæller administrerende direktør Henrik Kaufmann i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Vi glæder os nu over afslutningen af denne sag og vil herefter se frem af.«

B.T. har efterfølgende været i kontakt med virksomheden, der fortsat henviser til deres udtalelser i pressemeddelelsen.

Her vil vi gerne have spurgt dem om, hvorfor de har gjort, som de har gjort, og om det ikke er at gøre grin med de forbrugerne, som de i bund og grund lever af. Det har de ikke ønsket at svare på.

I efteråret 2018 foretog Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en række uanmeldte kontrolundersøgelser hos virksomheder i den danske tøjbranche, og her kom styrelsen i besiddelse af materiale, der indikerede, at Kaufmann havde overtrådt konkurrenceloven.

Det blev der to sager ud af mod Kaufmann, og den ene er altså nu afsluttet. Den anden er oversendt til Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) til videre behandling.

I den ikke afsluttede sag har Kaufmann angiveligt delt informationer med HUGO BOSS. Den sag skal nu i Sø- og Handelsretten.