»Jeg fik af vide, at jeg skulle pakke mine problemer væk – og komme videre med mit liv. Det har siddet fast i min hukommelse lige siden, for jeg blev pisse ked af det.«

Katharina Illums år i 3. g blev på ganske kort tid forvandlet til et mareridt. Det måtte hun sande, da hendes rektor på Næstved Gymnasium & HF bad hende om at glemme, hvad der angiveligt skete for hende en novemberdag i 2018.

Mareridtet for Katharina begyndte, da hun var i gang med sit sidste år som gymnasieelev.

Efter en bytur valgte hun at sove hos en jævnaldrende ven, der selv var elev på gymnasiet. Som hun havde gjort før. På denne novemberdag kom tingene dog ud af kontrol.

Katharina Illum.
Katharina Illum.
Vis mere

Ifølge hendes eget udsagn blev hun udsat for voldtægt, og dagene efter begyndte de første undskyldninger fra vennen at tikke ind på Messenger. B.T. har set beskederne.

Men dybe ar sad i Katharina, der valgte at opsøge hjælp hos en studievejleder på gymnasiet. Få dage senere kom så en uventet besked fra gymnasiets rektor, der havde indkaldt Katharina til møde.

13 lærere retter kritik

Katharina Illums historie kommer i kølvandet på massiv kritik af ledelsen på Næstved Gymnasium & HF.

Fagbladet Gymnasieskolen har talt med 13 nuværende og tidligere ansatte, der sammen har rettet skarp kritik af gymnasiets ledelse, herunder hierarkisk styreform og dårligt arbejdsmiljø.

Det er på baggrund af disse beretninger, at Katharina nu ønsker at bakke op om en kritik af ledelsen.

For hun følte et svigt. Et svigt, der begyndte, da Katharina blev indkaldt til møde med rektor.

Katharina blev først bedt om at redegøre for forløbet og senere spurgt, om hun havde fortalt nogen om det. På det tidspunkt havde hun allerede talt med et par veninder om det.

»Jeg fik af vide, at 'det var der ikke noget at gøre ved', og at 'jeg skulle ikke sige det højt mere'. Gymnasiet 'skulle ikke have et pressehelvede, så det skulle vi helst undgå',« siger Katharina om samtalen med rektor og fortsætter:

»Hun bad mig indirekte om at holde min kæft, og jeg gik derfra vred og ked af det, for jeg fik mundkurv på. Hun viste ingen interesse for, hvordan jeg havde det, og det handlede mere om skolens image,« føler Katharina.

Katharina viste også rektoren Messenger-beskederne. Rektoren forklarede, at den involverede unge mand også ville blive indkaldt til en samtale. Og der skulle ikke tales om sagen.

Truet med bortvisning

Fra Katharina besøgte rektors kontor første gang i slutningen af november, var den episode, som Katharina opfattede som voldtægt blevet meldt til politiet, og Katharina fortsatte på skolen i tavshed.

Men rygterne begyndte at løbe. Ifølge andre elever, som Gymnasieskolen.dk tidligere har talt med, var snakken og tilhørende rygter om sagen massiv mellem flere elever.

Katharina Illum langer ud efter gymnasium.
Katharina Illum langer ud efter gymnasium. Foto: Sarah Christine Nørgaard / Byrd
Vis mere

Alt imens Katharina ikke måtte sige noget.

»Det var virkelig forfærdeligt. Jeg havde ondt i maven på daglig basis. Jeg blev kaldt løgner, og jeg følte, jeg var en stor joke, mens jeg kunne høre folk tale og sige mit navn. Jeg er virkelig gået på toilettet mange gange. Kun for at græde.«

Katharina ved ikke, om andre elever var indkaldt i sagen. Men en elev blev det i hvert fald.

Hende selv. Denne gang nogle uger efter første samtale.

»Rektor sagde, de havde hørt, jeg havde råbt højt om det her. Jeg måtte sige, det ikke passede. Det var ikke fedt, folk vidste sådan noget om en. Det bearbejder man med sine tætteste.«

»Men hun lagde virkelig tryk på, og de havde det fra flere elever. Til sidst sagde hun, at så længe mine venner gik på gymnasiet, skulle jeg ikke sige noget, for ellers kunne jeg ikke fortsætte på skolen. Så længe der ikke var en dom, skulle hun beskytte begge parter.«

Katharina forstår godt, at rektoren skulle beskytte begge parter. Men Katharina kunne ikke ‘bare’ lægge låg på sagen og lade som ingenting.

Slet ikke, når andre elever tilsyneladende kunne tale frit, mener hun.

»Det var overhovedet ikke fedt. Jeg blev ekstremt bange for, at de ville smide mig ud. Man har jo hørt, at elever kan blive smidt ud af forskellige årsager. Så jeg var nødt til at gøre, som hun sagde, for jeg følte, min uddannelse stod på spil.«

»Men jeg havde jo ikke lyst til at komme i skole.«

Dimitterer som selvstuderende

Politisagen fik ende i januar 2019.

I et brev fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi fremgår det, at sagen blev droppet. I grove træk på grund af manglende beviser og divergerende forklaringer fra de involverede.

Katharina var ked af afgørelsen, men dog fast besluttet på at gennemføre den sidste gymnasietid. Men et par måneder senere, i april, har sagen gjort, at hun psykisk har svært ved at være i skole. Hendes fravær steg, og rektor indkaldte hende til samtale om fraværet.

Hun ville blive meldt ud af gymnasiet på grund af for højt fravær.

»Jeg skrev en mail til rektor og forklarede, at jeg udmærket vidste, mit fravær var for højt. Men jeg bad dem tage in mente, at det nok var min sværeste tid i mit liv, og jeg følte, der var en reel årsag til mit fravær.«

Katharina fik lov til at få en partshøring i sagen. Her endte det med, at hun kunne blive på skolen, hvis hun afleverede de opgaver, hun missede, på en aftalt dato.

Katharina Illum.
Katharina Illum. Foto: Sarah Christine Nørgaard / Byrd
Vis mere

Men hun blev smidt ud af gymnasiet, fordi opgaverne ikke var afleveret på de datoer, ledelsen og hun var blevet enige om, fik hun at vide.

En beslutning, hun ikke var enig i – men ikke havde mod eller lyst til at gøre noget ved, da gymnasietiden snart var ovre. Samtidig kunne hun i stedet fortsætte som selvstuderende og gå op i alle eksamener. Og det lykkedes.

Forløbet ligger nu snart to år tilbage.

Det ændrer dog ikke på, at hun er fast besluttet på at tale højt om det.

»Jeg synes, jeg blev svigtet i min gymnasietid. Det er den behandling, jeg har haft. Det har uden tvivl også påvirket mig, og jeg har enormt svært ved at stole på autoriteter. Og jeg føler ikke, skolen gjorde noget for at gøre min situation nemmere.«

B.T. ville gerne have spurgt Næstved Gymnasium & HFs rektor, Susanne Stubgaard, ind til sagen. B.T. ville videre gerne have spurgt, hvorfor Katharina følte, hun ikke måtte sige noget, og hvorfor sagen skulle dysses ned.

Hun skriver dog, at hun ikke kan udtale sig om elevsager. Samme melding kommer fra gymnasiets bestyrelsesformand, Kenneth Ladefoged Petersen.