All inclusive. Den folkekære ferieform, der bogstaveligt talt er gaven – man giver sig selv – der bliver ved med at give.
Buffeten og baren er næsten aldrig lukket, og det betyder for mange danskere også, at der spises og drikkes en kende mere, end man plejer.
Sundhedssiden Arono.dk har sat sig for at undersøge, hvor meget vi egentlig indtager dagligt under sådan et ferieophold. Og det er ikke så lidt.
Resultatet lyder på 5.554 kalorier dagligt.
Og lad os lige dykke ned i deres beregninger, så du kan blive klogere på, hvorvidt du er en af dem, der formentlig når på over 5.500 kalorier på en feriedag.
Morgenmaden løber op i 1.290 kalorier og består af en klassisk kontinental morgenmad, croissant, cornflakes, kaffe med mælk og to glas appelsinjuice.
Formiddagssnacken fylder 412 kalorier og består af en vaffelis og en 0,33 liter cola.
Frokosten bliver til 1.085 kalorier og består af en burger med pomfritter og en halv liter øl.
Eftermiddagssnacken lægger 542 kalorier til og består af 25 gram peanuts, en alkoholisk cocktail og en 0,33 liter cola.
Aftensmaden fylder 1.532 kalorier og består af et pizza slice, spaghetti bolognese, pomfritter, en steak på 100 gram og to glas vin (formentlig hentet i en buffet).
Desserten løber op i 397 kalorier og består af et stykke chokoladekage og lidt frugtsalat.
Den sene snack er en alkoholisk cocktail og en cappuccino, som udgør 296 kalorier.
Alt i alt 5.554, der ligger noget over det anbefalede.
Spørger man ernæringsekspert Louise Bruun, så er det ikke overraskende, hvis mange kommer fra sommerferien med lidt ekstra kilo.
»Det er faktisk lidt sjovt, for det er jo sådan, at man tager ofte mere på i sommerferien, end man gør i juleferien,« siger hun og fortsætter:
»Og det, som de fleste oplever, er oppustet mave, man bliver mere doven ved at spise for meget og drikke mere alkohol. Du ser jo nogle gange folk ligge og sove på strandene - og det er jo klart, hvis de indtager så meget.«
Hun forklarer, at det samtidig er svært for kroppen og hjernen at komme tilbage til hverdagen og den sunde livsstil. De vænner sig til den store mængde sukker, fedt og salt.
»Man kan hjælpe sig selv meget ved for eksempel at tage en skål havregryn nogle morgener. Jeg ville også starte morgenen med at lave nogle øvelser - fem forskellige, 10 gange, fem gentagelser - eller svømme 20 runder i poolen.«
På sundhed.dk kan man læse, at hvis du vejer 70 kilo, så er dagsbehovet 2.100 kalorier. Det regnes ud ved at gange sin kropsvægt med 30. Det betyder, at man næsten indtager tre gange så meget, som det anbefalede, når man ferierer på et all inclusive-tilbud.
Har man et BMI over 30, så skal man gange med 25. En person, der vejer 110 kilo anbefales altså at indtage 2.750 kalorier dagligt.
Hvis du har et BMI over 30 og vejer 110 kg, kan dagsbehovet derfor være 110 x 25 = 2.750 kcal.
Det er altså ikke på den type ferie, du kommer til at tabe dig på, hvis det var planen for sommeren. Du kommer nok snarere til at tage lidt på.


