Det er nok ikke de fleste, der lige kender til pesticidet ved navn 'ethylenoxid'.
Men hvis du for nylig har købt en Mango Chutney fra Deli Drengene, så er det en god idé at være opmærksom, for der er risiko for, at der er et for højt indhold af netop det i produktet.
Derfor bliver det nu tilbagekaldt, da det ikke kan udelukkes, at der kan være en 'sundhedsmæssig risiko'.
Det fremgår af tilbagekaldelsen på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Helt konkret er der tale om produktet Mango Chutney med et indhold på 150 gram.
Det har en EAN stregkode, der lyder 3330720577221, og det har en holdbarhedsdato til 09.12.2023.
Det er blevet solgt i udvalgte Meny, SuperBrugsen, Kvickly og Irma-butikker landet over.
»På basis af DTU Fødevareinstituttets generelle vurdering af ethylenoxid, kan en sundhedsmæssig risiko ikke udelukkes,« lyder det om årsagen til tilbagekaldelsen.
Hvis du har købt produktet, råder Fødevarestyrelsen til, at du enten leverer det tilbage til den butik, hvor du har købt det, eller smider det ud.
