23-årige Josephine Müller har dedikeret hele sin tilstedeværelse på de sociale medier til at vise, at det uperfekte er godt nok. Nu har 25 millioner personer set med.

Lavt selvværd, depression, spiseforstyrrelse og stress var for få år tilbage en del af Josephine Müllers virkelighed, som kun blev forværret af at være til stede på de sociale medier.

»Jeg blev uden tvivl påvirket af de polerede og opstillede billeder,« konstaterer hun.

Det fik hende til at tage beslutningen om at forlade de sociale medier helt og aldeles:

»Her lovede jeg mig selv, at hvis jeg nogensinde skulle komme tilbage, så skulle det være for at bekæmpe perfekthedskulturen.«

Efter en længere tænkepause på et år besluttede Josephine Müller sig for at vende tilbage til livet online.

»Jeg begyndte at få det bedre, men jeg fik de samme følelser op igen. De kom snigende. Det var de her perfekte piger og deres glansbilleder, der triggede mig.«

Josephine Müller valgte derfor at fjerne nogle af disse profiler fra sine sociale medier, så de ikke dukkede op i hendes feed. Det var også her, hendes kamp mod de perfekte glansbilleder blev sat i værk.

Et redskab, som hun gør brug af, er blandt andet at sætte redigerede og uredigerede billeder af hende selv op mod hinanden eller vise, hvordan poseringer kan ændre et billede, for at understrege, at ikke alt er, som det fremstår på nettet:

Her viser Josephine Müller, hvordan posering kan ændre et billede. Foto: Instagram / Josephinelivin
Her viser Josephine Müller, hvordan posering kan ændre et billede. Foto: Instagram / Josephinelivin
Vis mere

»Jeg vil gerne vise, at intet er så perfekt, som det ofte kan se ud. Jeg vil gerne ud med, at uanset hvordan du ser ud, så er du smuk, dejlig og skøn. Jeg kan ikke ændre på denne tankegang alene, men jeg kan bidrage til det,« fortæller Josephine Müller.

Hendes bidrag rækker dog langt, efter hun delte en video, som du kan se i toppen af artiklen, der gik viralt med næsten over 25 millioner visninger.

I videoen bruger hun FaceApp i en proversion til 45 kroner til at retouchere sine billeder. En app, der er overraskende let at bruge:

»Jeg så en pige, der havde gjort noget lignende. Der fik jeg et chok. Jeg vidste, der var filtre og redigering, men det her var next level. Det måtte jeg prøve selv. Jeg skulle trykke på én knap, og så var den hjemme,« forklarer Josephine Müller og fortsætter:

»Jeg fik det så skidt og havde ondt i maven. Jeg følte, at der var noget, der ikke var godt nok. Det var en vild følelse.«

Videoen har fået omkring 40.000 kommentarer, hvor reaktionerne på videoen har været blandede. Nogle kalder Josephine Müller for 'fake', mens andre takker hende.

Dog har der overvejende været mange tilkendegivelser om, at videoen er vigtig.

»Der er både folk, der har været chokerede og har tænkt 'what'. Mange har skrevet tak for at vise det her. Så er der også nogen, der har DM'et mig på Instagram (skrevet en besked direkte til hendes indbakke, red.), at jeg har været en hjælp for dem,« siger Josephine Müller.

»Det er helt urealistisk at modtage disse beskeder. Det er bare lille mig, der sidder herhjemme. Jeg er glad for, at jeg har fået en stemme. En, vi alle sammen skal blive bedre til at bruge til at sprede kærlighed.«