»Husk nu, at I er ude for at hygge jer.«

Det er ikke med John Christensens gode vilje, at han slynger den kommentar ud til sine kunder, mens de sætter tænderne i hans lækre smørrebrødsmadder på den ikoniske københavnske restaurant Hansens Gamle Familiehave.

Men han føler sig nødsaget til det, når han har et selskab, der sidder med hovedet dybt begravet i deres mobiltelefoner.

Og det har han ikke så sjældent.

»Det er et stort problem, og det er taget til de seneste par år. Det er en mani, der er blevet skabt, og jeg synes, at den er utålelig,« fortæller John Christensen, der denne onsdag har inviteret B.T. indenfor på sin mere end 150 år gamle restaurant.

Danskernes høflighed eller mangel på samme. John Christensen er ejer af restaurant Hansens Gamle Familiehave på Frederiksberg. John har oplevet, at gæsternes opmærksomhed og høflighed er blevet mindre. Særligt er det galt med brugen af mobiltelefoner, og så er de yngre generationer bare ikke opdraget til ordentlig opførsel.
Danskernes høflighed eller mangel på samme. John Christensen er ejer af restaurant Hansens Gamle Familiehave på Frederiksberg. John har oplevet, at gæsternes opmærksomhed og høflighed er blevet mindre. Særligt er det galt med brugen af mobiltelefoner, og så er de yngre generationer bare ikke opdraget til ordentlig opførsel. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Restaurantejerens løftede pegefinger kommer efter, at B.T. tidligere på ugen talte med togkontrolløren Lisbeth, der kritiserede sine passagerer for hverken at smile eller hilse.

Hansens Gamle Familiehave åbnede i 1850, og siden 1997 har John Christensen ejet stedet på Frederiksberg i København. I den tid har han både kreeret og serveret tusinder af højtbelagte rugbrødsmadder til de mange gæster.

Gæster, der i 1997 sad og læste en formiddagsavis i restauranten, hvis altså de ikke hyggede sig med deres selskab.

Gæster, der i 2019 jævnligt tager den nye iPhone op af lommen for at tjekke deres Facebook eller arbejdsmail.

Men hvad er overhovedet problemet i, at man bruger lidt tid på mobilen, når man er på restaurant?

»Jeg synes, det er respektløst for hele forsamlingen. Man går vel ud for at sludre lidt og spise noget god mad,« siger restaurantejeren.

Og netop derfor tillader John Christensen sig sommetider at knytte en kommentar, når elektronikken tager over ved bordene.

»Jeg siger tit på en humoristisk måde: 'Husk nu, at I er ude for at hygge jer'. Jeg er ligeglad med, om det er provokerende. Man går på restaurant for at hygge sig, så synes jeg ikke, man kan være bekendt at være fraværende,« siger han.

John Christensen har svært ved at holde smilet og latteren tilbage, da han fortæller om en episode for ikke lang tid siden, da han ude foran restauranten på Pile Allé så et 'ungt menneske' gå ind i et skilt.

Vel at mærke fordi vedkommende gik og kiggede ned i sin mobil.

Hansens Gamle Familiehave tiltrækker især det ældre klientel, men det er ikke fru Hansen og hr. Nielsen i 80'erne, der sidder og tjekker de seneste Instagram-posts ved de grøn og hvid-ternede duge.

Nej, vi skal et par generationer længere frem.

»Det er den unge generation på 15 til 25 år, der er helt forgabt i den telefon. Man ser det, når bedstemor kommer ned med sine børn og børnebørn, som hun har inviteret ud. De har ikke tid til at hjælpe hende gennem døren, og de snakker ikke med hende, for de sidder med hovedet nede i telefonen,« fortæller John Christensen.

Faktisk handler det ikke kun om de unges mobilbrug. De kunne ifølge John også godt bruge en time eller to med Emma Gads 'Takt og tone'.

»Det handler generelt om deres manerer. Ældre mennesker er gode, og i mellemklassen er de fleste også høflige. Men den unge generation? De har ingen pli. De holder ikke døren for ældre mennesker. Siger ikke velbekomme eller tak for mad. Det er 'rend mig i røven',« siger restaurantejeren, der denne onsdag tager imod B.T. i en blå skjorte med et par åbne knapper.

Den uniform står i skarp kontrast til de normale tjenere på Hansens Gamle Familiehave, der render rundt i hvid skjorte, sort vest og et grønt slips, der matcher borddugene.

En af dem, Jan, sætter sig nu ved bordet.

Danskernes høflighed eller mangel på samme. Jan er tjener på restaurant Hansens Gamle Familiehave på Frederiksberg. Jan har oplevet, at gæsternes opmærksomhed og høflighed er blevet mindre. Særligt er det galt med brugen af mobiltelefoner, og så er de yngre generationer bare ikke opdraget til ordentlig opførsel.
Danskernes høflighed eller mangel på samme. Jan er tjener på restaurant Hansens Gamle Familiehave på Frederiksberg. Jan har oplevet, at gæsternes opmærksomhed og høflighed er blevet mindre. Særligt er det galt med brugen af mobiltelefoner, og så er de yngre generationer bare ikke opdraget til ordentlig opførsel. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han har været tjener på stedet i godt syv år.

»Det var ikke så slemt i starten, men det er det nu. Der kan komme fire unge mennesker i 20'erne, og de kan sidde med deres telefon, fra de kommer, til de går. Så der siger jeg sommetider: 'Hallo, så er det elektronikken ned i lommen, fordi nu er der varm mad'. Så bliver de helt stille og lægger den ned i lommen,« fortæller Jan.

På modsatte side af bordet nikker John. Han er enig med sin tjener.

Men hvorfor er det lige de unge mennesker, der sidder dybt begravet i deres telefoner?

Johannes Andersen, sociolog ved Aalborg Universitet, fortæller, at den sociale aktivitet efterhånden er blevet bundet op omkring de små skærme hos den unge generation.

»Det fysiske nærvær har fået rigtig dårlige betingelser. Danskerne bruger jo flere timer om dagen på deres skærm i dag. Især de unge mennesker. Vores sociale aktiviteter er i den grad bundet op omkring skærme. Det er ikke længere nok for os at være sammen med andre mennesker på restaurant. Det opfylder ikke vores sociale behov længere, fordi vi er i kontakt med så mange hele tiden på den telefon,« siger Johannes Andersen.