Mere end 200.000 danskere besøgte mandag Føtex' hjemmeside – dagen, hvor de ikoniske PostNord-postkasser blev sat til salg. 

Mange måtte lukke skærmen i skuffelse, fordi de ikke fik fingrene i en af de røde kasser.

En af dem er Joan Vestesen, der synes, at det virker »amatøragtigt«, fordi hjemmesiden ikke virkede, fortæller hun til B.T. 

»Jeg er dybt frustreret. Jeg havde glædet mig til at skulle give den til min mand i julegave,« siger hun. 

»Det er bare så ærgerligt.« 

tip os
Fik du fat i en postkasse? Så hører B.T. meget gerne fra dig. Skriv her eller på mail ansb@bt.dk

Joan Vestesen oplevede ligesom mange andre, at hun kunne tilføje postkassen til kurven, indtaste sine oplysninger, men ved betalingen gik det galt. 

Efter halvanden time stod der, at alt var udsolgt. 

»Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor Føtex skulle stå for det. Det virker mærkeligt, at de ikke på forhånd har vidst, at der ville være stor interesse for det,« siger hun. 

Salling Group har tidligere fortalt B.T., at de desværre ikke har haft nok postkasser til alle, og at virksomheden ikke havde forventet den massive interesse fra danskerne.

»Vi kan naturligvis kun beklage. I den ideelle verden skulle det have været meldt elegant og hurtigt ud rent systemisk, at der ikke var flere tilbage,« sagde pressechef ved Salling Group, Jacob Nielsen. 

Joan Vestesen uddyber, at hun synes, at håndteringen har været dårlig, men at det måske bare er skuffelsen, der skal lægge sig. 

»Nu har jeg gået og ladet op til det – det er da irriterende. Det tog godt nok nogle timer at falde ned,« siger hun og tilføjer: 

»Jeg var virkelig ked af det.« 

Også Dorte Christensen brugte flere timer på at få fingrene i en postkasse. Uden held. Det kan du læse mere om HER.