Det er et klassisk dilemma og et af de sværeste for parforholdet: Hvad stiller vi op med (egen) utroskab, som ikke er blevet opdaget? Her hjælper terapeut Katrine Axholm en kvinde, der har været utro og har svært ved at leve med løgnen.

Pia kommer i terapi for at få hjælp til et stort dilemma. Hun har haft en affære med en kollega, og nu, hvor forholdet er slut, overvejer hun at fortælle sin mand om affæren.

»Jeg tror ikke på løgne, og jeg har svært ved at se, hvordan vi kan leve godt videre sammen, hvis denne her hemmelighed ligger usagt imellem os. Jeg synes ikke, det er fair over for ham, og det er også noget af en viden at bære rundt på for mig.«

»Men jeg er i tvivl, om det er det rigtige. Han vil jo blive ulykkelig og sikkert også vred, og jeg frygter konsekvenserne for os og for vores familie. Affæren er slut, og jeg vil ikke miste min mand. Hvad skal jeg gøre?«

Vi lever i et samfund, hvor det at fortælle sandheden bliver betragtet som det moralsk mest rigtige. Man er et godt menneske, når man fortæller sandheden – siger tingene, som de er, smækker fisken på disken. Men er det altid det rigtige at sige sandheden?

Hvad nu, hvis sandheden har potentiale til at såre så meget, at det får fatale konsekvenser for en familie? Er det moralsk rigtigt at lægge ansvaret og byrden af ens fejltrin over på partneren?

Der er flere overvejelser at gøre sig, og jeg taler med Pia om, at vi mennesker altid kan stille os selv følgende spørgsmål, før vi fortæller en svær sandhed til dem, vi holder af: Er det kærligt at sige det?

»Det vil jo være det mest rigtige i forhold til min mand, at jeg ikke går bag hans ryg og bedrager ham. Jeg har ikke lyst til at snyde ham, og det har jeg jo allerede gjort, så er det ikke tarveligt at blive ved med at lyve?«

»Han har jo ikke en chance for at forholde sig til, at jeg har været ham utro, når han ikke ved det. Men når du spørger mig, hvad der er mest kærligt, så vil det være ikke at sige det. Hvis jeg fortæller ham det, så sætter jeg ham i en situation, hvor han skal beslutte sig for, om han vil tilgive mig eller ej, og det synes jeg heller ikke er fair.«

»Jeg har jo besluttet mig for, at jeg vil ham og vores familie. Min affære var et lille eventyr, jeg havde, fordi jeg blev fascineret af en kollega og han af mig, men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg ville gå fra min mand, så fra det perspektiv er det vel bedre ikke at sige noget, eller hvad? Og kan jeg så leve videre på en god måde med den løgn mellem os?«

Det er en stor beslutning, Pia står over for, og samtidig er det et klassisk dilemma: Skal jeg fortælle sandheden og betale den pris, der kommer, eller skal jeg fortie den og skåne alle, men samtidig bedrage den, jeg elsker?

Et vigtigt perspektiv i den slags situationer er også at overveje: Hvem tager jeg mest hensyn til? Fortæller jeg sandheden for at lette mit hjerte, og fordi løgnen er tung at bære for mig selv, eller fordi jeg gerne vil opføre mig moralsk korrekt og ikke være en, der lyver?

Eller fortæller jeg det, fordi jeg vil vise min mand, hvem han er gift med, og for at der skal være åbent mellem os? Det er vigtigt, at vi kender vores eget motiv for at handle, som vi gør, netop fordi det kan have så store konsekvenser for vores fremtidige liv.

Da vi afrunder sessionen, siger Pia:

»Jeg kan mærke, at jeg skal have noget mere tid til at overveje det her. Min første indskydelse var, at jeg skulle fortælle min mand om affæren, og så måtte jeg tage konsekvensen, hvis han gik sin vej. Det er jo den risiko, jeg har løbet ved at indlede et forhold til en anden mand. Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne vil mit ægteskab og min familie, så spørgsmålet er, om jeg kan tilgive mig selv for, at jeg har svigtet ham, og bevare min familie?«

»Vi har det rigtig godt sammen, og det ville være helt forkert at gå fra hinanden. Jeg vil reflektere over, om jeg stadig kan se mig selv som et godt menneske, selvom jeg har bedraget min mand. Jeg tror, at hvis jeg kan det, så kan vi leve videre og nyde det gode liv, vi har med hinanden. Måske kan jeg endda, når det hele er kommet lidt på afstand, genoverveje, om han skal vide det.«