Måske har du også haft den tanke: De mennesker, der arbejder med parterapi til daglig, må have fat i den lange ende og leve et liv i rationel overensstemmelse og harmoni.

Men nej, afslører parterapeut Katrine Axholm.

Parterapeuter er sjovt nok også mennesker med en historie, der præger deres reaktioner og handlingsmønstre. Læs Katrines ærlige indblik i parforholdets udfordringer, og få hendes guide til at indarbejde parterapiens redskaber i dit eget forhold.

»Har parterapeuten det perfekte parforhold?« Det bliver jeg tit spurgt om, når jeg er ude at lave tv eller holde foredrag. For jeg må da vide, hvad der skal til for at have det perfekte parforhold, og så lever jeg vel også efter det i mit eget forhold?! Mit svar er både ja og nej.

Min mand og jeg er jo også blot mennesker. Mennesker med en barndom og en historie, som har præget os på godt og ondt. Det betyder, at vi også har vores mønstre og hver vores livserfaring, som påvirker den måde, vi er i vores kærlighedsrelation på.

Vi bliver, som alle andre, overvældet af vores følelser og handler uhensigtsmæssigt og barnligt. Vi sårer hinanden, surmuler, bliver vrede og skyder skylden på den anden i stedet for at tage ansvar.

Vi trækker os og siger ikke højt, hvordan vi har det, men vil hellere have, at den anden skal gætte det.

Vi sætter ikke vores grænser på en ordentlig måde, og vores følelser løber af og til af med os, og vi får sagt og gjort dumme ting. Så vi er et langt stykke hen ad vejen som de fleste andre, og det er helt, som det skal være.

Det er ikke et mål i livet at blive perfekt. Det er vigtigt at lære sig selv at kende, at tage ansvar og så nyde processen mod forbedringen, imens vi styrer efter det, som giver mening og gør godt. Og det er måske det, min mand og jeg gør anderledes. I hvert fald noget af tiden.

Vi opdager, når vi »falder i«

Der, hvor jeg tror, at parterapeuters parforhold – eller i hvert fald mit og min mands – skiller sig ud, er i det, at vi har arbejdet med os selv. Det betyder, at vi kender os selv og hinanden ret godt. Vi kan altså, når vi »falder i«, ret hurtigt vende tilbage til vores voksne ståsted og reparere de »skader«, vores forhold har lidt.

Når vi i en situation eller konflikt opdager, at kæden er hoppet af, kan vi stoppe op, tale om, hvad der skete, og begynde at gøre noget andet.

Det kan vi, fordi vi opdager, hvad der foregår, og ikke når at slide for meget på os selv og på hinanden, inden vi bliver gode venner igen.

Det er altså afsindig hjælpsomt for os, ligesom for andre par, der har gået i terapi, at vi er opmærksomme på vores mønstre og er villige til at tage ansvar for det, der foregår i os og mellem os i stedet for at skyde skylden på hinanden, på omstændighederne eller fortabe os i uendelige diskussioner om, hvem der har ret, og hvem der tager fejl.

I stedet for at låse os fast i at vinde den næste diskussion kan vi mødes og tale ud om, hvad der skete, og få en bedre forståelse af det. Vores udgangspunkt er, at han er okay, og jeg er okay. Vi gør det bedste, vi kan, og vi er sammen på et fundament af tillid og respekt.

Dine forældre er dine forbilleder

Det er netop det, der skal til, for at vi kan have det godt med hinanden, men det er ikke nemt, og jeg ved, at mange af mine klienter har svært ved at lykkes med det – det er menneskeligt.

Jeg ved, at alle mennesker lever det bedste liv, de kan. Vi håndterer alle det, livet byder os efter bedste evne. Det er bare langtfra altid, at den evne rækker til at gøre det, der er bedst og mest konstruktivt for vores relation og for os selv.

Fordi mange ikke har haft nogen gode forbilleder i deres forældre, og fordi de derfor ikke ved, hvad der skal til for at skabe et godt kærlighedsliv, så ender de med at slide kærligheden op.

Men der er heldigvis en masse, du og I kan gøre for at passe godt på kærligheden – også selvom den nogle gange er svær.