Krematorierne i flere norditalienske byer kan ikke længere følge med i takt med antallet af døde som følge af den frygtelige coronavirus.

Slet ikke i byen Bergamo, hvor militæret nu er blevet sat ind for at hjælpe områdets bedemænd med at fragte ligene væk, så de kan blive kremeret andre steder.

Alene i Bergamo døde der onsdag 93 mennesker af coronavirus.

Og da byens krematorium kun har 24 pladser, er det ganske enkelt en umulig opgave at klare lokalt.

I hele Italien – og særligt i det hårdt ramte Norditalien – beder folk til bedring og holder vejret, mens de med frygt venter på nye opdaterede tal for antallet af dødsfald.

For med skræmmende mange registrerede corona-dødsfald mellem 17. og 18. marts – ikke færre end 475 mistede livet alene i det ene døgn – kan det nærmest ikke blive værre.

Eller også kan det.

Kendsgerningen er nemlig, at der ikke findes en Plan B i italienernes nådesløse kamp på liv og død mod den frygtede covid-19.

Der er kun håbet om, at den totale lockdown af støvlelandet snart vil begynde at vise positive resultater.

Mens vi også i Danmark lukker alt og dag for dag håber på at lykkes med at kunne holde antallet af behandlingskrævende coronapatienter nede længst muligt, spørger italienerne og europæerne, hvorfor netop Italien er så ekstremt hårdt ramt af coronavirus.

En del af svaret er, at myndighederne i første omgang ikke reagerede specielt hurtigt. Men derudover skiller Italien sig ud ved, at landet har Europas ældste befolkning.

Næsten en fjerdedel af de 60 millioner indbyggere – helt præcist 23,3 procent – er over 65 år. I Danmark er tallet til sammenligning 19,9 procent.

Giuseppe og Antonio - far og søn. 65-årige Antonio, som er fraskilt, bor hjemme ved sin far. Giuseppe er Charlotte Sylvesterens faste kortmakker. Han er 91 år og har ikke været ude i det fri i nu fire uger pga. den totale lockdown i Italien. Foto: Charlotte Sylvestersen
Giuseppe og Antonio - far og søn. 65-årige Antonio, som er fraskilt, bor hjemme ved sin far. Giuseppe er Charlotte Sylvesterens faste kortmakker. Han er 91 år og har ikke været ude i det fri i nu fire uger pga. den totale lockdown i Italien. Foto: Charlotte Sylvestersen
Vis mere

Samtidig er måden at leve på en helt anden, end vi kender det.

De ældre medborgere i Italien er selv i en høj alder en meget aktiv del af hverdagen i det offentlige rum, og det betyder, at berøringsfladen mennesker imellem er langt større, end vi kender til på vores breddegrader.

Charlotte Sylvestersen, journalist og medskribent på nærværende artikel, har boet i Italien gennem mere end 30 år. Hun siger om hverdagslivet i sit elskede Milano:

»Når vi normalt spiller kort på baren, så går Angelo på 75 klokken kvart i fire, for hver dag både følger han børnebørn i skole og henter dem igen om eftermiddagen. Og inden da har han også spillet boccia et par timer efter frokost med de andre pensionister henne i den lokale park,« forklarer hun.

»Når eleverne kommer ud fra skolerne, ligner det hver dag sidste skoledag med alle de mange ventende forældre og ikke mindst bedsteforældre, der henter børnene,« siger hun videre.

Typisk har 75-årige Angelos hustru i løbet af dagen – under normale forhold – også haft en stor menneskelig berøringsflade: Hun har været på markedet, og hun har også drukket kaffe og udvekslet nyheder med sine veninder.

Og hvis børnebørnene er syge, er det som regel bedstemor, der passer dem. Samtidig med, at hun sammen med mange af sine jævnaldrende også får deltaget i frivilligt socialt arbejde, går i teatret eller kommer i den lokale kulturforening.

Melinda Mills, professor i demografi ved Oxford University, har lavet en undersøgelse om familiemønstre i bl.a. Italien. Undersøgelsen giver en del af forklaringen på, hvorfor italienerne kan have særligt store udfordringer med at stoppe en smittekæde. Ikke mindst til de ældre og dermed særligt udsatte.

Krematoriet i den italienske by Bergamo kan ikke længere følge med. Militæret er nu sat ind til at fragte lig ud til andre regioner, så de kan blive kremeret hurtigst muligt.
Krematoriet i den italienske by Bergamo kan ikke længere følge med. Militæret er nu sat ind til at fragte lig ud til andre regioner, så de kan blive kremeret hurtigst muligt. Foto: FABIO CONTI
Vis mere

»I Italien har mere end 25 procent af borgerne, som er over 65 år, stadig et af sine børn boende i husholdningen. Til sammenligning gælder det fem procent i Danmark,« siger Melinda Mills til tv2.dk.

Ved – i skrivende stund – seneste status for antallet af corona-ofre i Italien, onsdag aften, var der registreret 2.978 døde. Gennemsnitsalderen for dem er 80 år, og stort set samtlige har haft en eller flere andre sygdomme end covid-19.

»48,5 procent af de døde har fået konstateret tre eller flere andre sygdomme i forvejen. 25 procent har to sygdomme, andre 25 procent én, og kun 0,8 procent har ikke haft andre diagnoser,« siger Silvio Brusaferro, præsident for den italienske sundhedsstyrelse ISS, torsdag.

Hele Italien holder igen vejret: I aften bliver der offentliggjort nye tal om corona-virussens dødelige hærgen.