Benedikte Hansen på 59 år står midt i regnen og ryster på hovedet.

»Det er meget, meget trist. Jeg har altid handlet i Irma. Lige siden jeg var ti år gammel,« siger hun med et trist blik i øjnene.

Benedikte Hansen er en af de mange triste personer, B.T.s reporter møder tirsdag eftermiddag uden for Irma på Østerbrogade tæt ved Svanemøllens S-togsstation.

Det er et kedeligt vejr med grå skyer og regn i det nordøstlige København, men det fylder ikke så meget hos de Østerbro-borgere, der går ind og ud af en af Irmas butikker i bydelen.

De er i stedet triste over tirsdagens melding om, at Irma-butikkerne nu skal lukke.

Het konkret skal Irma lægges sammen med SuperBrugsen og Kvickly til én samlet kæde under navnet Coop.

»Jeg synes, det er en streg i regningen, at Irma lukker. De kommer til at mangle. Irma har nogen særlige ting, de andre ikke har,« siger Bendikte Hansen og tilføjer:

»Ingen kan måle sig med Irma.«

Det er hun langt fra ene om at synes.

»Jeg har det meget dårligt med, at Irma lukker. Det er jeg meget ked af for jeg bruger Irma meget,« siger Dorte på 71 år, der står med sin cykel med varer fra Irma.

Også blandt de lidt yngre folk, er der trist stemning.

»Jeg er ked af det, for jeg kommer tit i Irma og handler. Der er mange gode varer, god økologi og meget plads i butikken,« siger Ulrik Pedersen på 34 år.

Lige over for Irma på Østerbrogade bor Nicolai Lassen på 65 år.

»Man kan ikke blive voldsomt overrasket, men det er da frygtelig trist. Det er den laveste fællesnævner, der igen overlever. Et eller andet sted har de (Irma red.) en bedre service og nogen varer, der skiller sig ud,« siger han.

Nicolai Lassen kommer med kritik af de andre beboere på Østerbro, han ikke mener støtter de lokale indkøbsbutikker.

»Udviklingen er sådan, at der er rigtig mange herinde, der vil have det bragt til døren, og er ligeglade med, hvad det koster,« siger han med vrede i stemmen.

Informationschefen i Coop, Jens Juul Nielsen, oplyser dog, at  det ikke er alle de typiske Irma-varer, der forsvinder.

Han oplyser, at man i de kommende Coop-butikker for eksempel vil kunne købe Irma-kaffe og Irma-viskestykker.

Samlet forsvinder 17 af Irmas 65 butikker helt, mens de ni største Irma-butikker konverteres til den nye Coop-kæde, 28 bliver til 365discount-butikker og de 11 mindste bliver til Brugsen-butikker.