'Irma-hønen blinker i mørket, ligger bare der og lægger æg,' sang Kim Larsen på 'Forklædt som voksen'-skæringen 'Hjerter dame' fra 1986.

Og selvom Coop tirsdag har meldt ud, at Irma-kæden, der blev grundlagt i 1886, nu lukker og slukker, vil den ikoniske, neonbøjede Irma-høne ved Søerne i København fortsætte med at lægge æg og blinke i mørket til de mange, der krydser Dronning Louises Bro.

Det forsikrer informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.

»Irma-hønen vil fortsætte med at lægge æg, for Irma-brandet kører videre med flere hundrede varer, som vil kunne købes i Coop-butikkerne. Irma-hønen bliver ikke påvirket. Det har ikke været en overvejelse, for den skal – ud over at bidrage til et smukt bybillede i København – fortsat markedsføre Irma-brandet,« siger han til B.T.

Irma-hønen ved Søerne i København.
Irma-hønen ved Søerne i København. Foto: SØREN BIDSTRUP
Vis mere

Jens Juul Nielsen oplyser, at man i de kommende Coop-butikker for eksempel vil kunne købe Irma-kaffe og Irma-viskestykker.

Tidligere tirsdag meldte Coop ud, at den nedlægger Irma-kædens i alt 65 butikker. 17 Irma-butikker forvinder helt, mens de ni største Irma-butikker konverteres til den nye Coop-kæde, 28 bliver til 365discount-butikker og de 11 mindste bliver til Brugsen-butikker.

Den tidligere Irma-boss og ledelsesikonet Alfred Josefsen, der var direktør for Irma fra 1999 til 2012, hvor Irma-kæden havde gyldne dage, mener, at det er en forkert beslutning at lukke Irma-kæden.

»Det vil give genlyd, når så stor en ikonisk institution forsvinder,« siger Alfred Josefsen til Berlingske og tilføjer:

»Jeg tror ikke, at det er særligt fornuftigt at konvertere Irma-butikkerne til Coops andre formater. Føler det kundesegment, som Irma henvender sig til, virkelig, at de mangler nogle discountbutikker? Det tror jeg ikke på. Det her er ikke en strømlinet, rationel og klog beslutning.«

Irma-hønen ved Søerne i København har blinket i mørket siden 1936. Den lægger cirka 1.112.580 æg om året.

Storkøbenhavnerne kårede i en YouGov-måling i B.T. i oktober 2021 Irma-hønen til deres yndlingslysreklame i København.