Inger Nielsen har gjort det før. Stået imellem sin kæreste, Henrik Dam Hansen, og døden. Nu skal hun gøre det igen.
En sensommerdag i 2013 var han til cykelløb i Skive. De 100 kilometer var inddelt i fire omgange, men allerede halvvejs ude på første omgang begyndte det at sortne for hans øjne.
»Jeg tænkte, at det var lidt mærkeligt, så jeg stoppede og vendte tilbage til bilen. Da jeg havde kørt halvanden kilometer i bil, begyndte pulsen bare at stige. Det dryppede fra næsen. Så meget svedte jeg, og det begyndte at snurre i den ene hånd,« forklarer 48-årige Henrik Dam Hansen.
Han ringede til sin kæreste og fortalte, hvordan han havde det. Hun sagde, at han skulle ringe efter en ambulance. Han var derimod overbevist om, at han bare skulle tage en lur i bilen. Men Inger Nielsen insisterede.
Henrik Dam Hansen ringede 112. Det sidste, han husker, var en stemme, der sagde: ‘Hvad fanden vejer manden. Han skal sove nu’.
Da han vågnede igen, var han på Skejby Sygehus, hvor lægerne fandt de ud af, at hans hjerte var for stort, og anbefalede ham at få indopereret en pacemaker.
»Det var hårdt. Jeg tænkte, at alle cykler skulle væk, når jeg kom hjem fra sygehuset.«
Men sådan gik det ikke. Nu er han den første nogensinde, der skal gennemføre verdens hårdeste cykelløb, Race Across America, med pacemaker.
Løbet går på tværs af USA. Igennem ørkenen, hvor der kan være 50 grader varmt. Ud på store fire- til femsporede motorveje, hvor lastbilerne kan være den sikre død. Ned ad bjerge med 70 kilometer i timen, hvor et uopmærksomt øjeblik kan føre til slemme styrt.
Inden for 12 døgn skal han have tilbagelagt de over 4.800 kilometer.
»Det er ‘no go’ fra lægen. For der er forskel på at køre et løb på to timer og så sidde derude i flere dage og mishandle sin krop,« siger Henrik Dam Hansen.
Men lige siden han fik indopereret pacemakeren, har han testet lægernes anbefalinger.
Først fik han at vide, at det var nødvendigt, at han og Inger flyttede. De bor under et hav af el-ledninger, som kommer fra deres nabo Tangeværket, Danmarks største vandkraftværk. Lægerne frygtede, at de mange ledninger ville gå ind og påvirke pacemakeren.
Uden at sige noget til nogen gik han over til turbinerne, hvor han vandrede frem og tilbage. Men pacemakeren opførte sig eksemplarisk.
Kort efter han var udskrevet, satte han sig for at finde ud af, om han stadig kunne cykle langt. En dag han var alene hjemme, cyklede han fra Bjerringbro til Skagen og tilbage igen. En tur på 416 kilometer.
Og kun 11 dage efter han var udskrevet, deltog han i 24-timersløbet Ring Djursland. Bag cykeltrøjen var stingene fra operationen stadig friske.
»Men det gik jo meget godt,« lyder det tilfreds fra Henrik Dam Hansen.
»Der er nok en grund til, at du har testet det i hemmelighed… Men indtil videre har du modbevist alt det, du har fået at vide,« tilføjer Inger Nielsen.
»Ja, og det håber jeg også, at jeg gør, når jeg står med armene over hovedet i USA.«
En af dem, der skal sørge for, at Henrik Dam Hansen kommer helskindet igennem løbet i USA, er netop hans kæreste. Hun skal sidde med i en af følgebilerne.
»Når han skal cykle i regnvejr, i bagende sol, eller når at han i søvnunderskud kører og slingrer ude på de store veje, så skal jeg bare sidde i bilen og se ud på ham. Eller hvis han gerne vil sove. Så er jeg den, der skal sige: ‘Ja, du har gjort det godt, men du skal ikke sove, du skal cykle videre. Det bliver noget af det hårdeste,’« forklarer Inger Nielsen.
Henrik Dam Hansens køreplan er omkring 437 kilometer i døgnet. På den måde kan han gennemføre på 11 døgn.
Der er indlagt en lur på to timer i døgnet og to powernaps af 10 minutter. Alt fra at spise til at børste tænder skal foregå på cyklen.
Jo længere han kommer, des sværere bliver det at holde farten. Kroppen bliver træt, hænderne sover, og nakken sover.
Et æggeur kommer til at styre hans søvn. Hvis han kan klare sig med tre minutter i stedet for 10, er det det, han får.
Men Inger Nielsen fremhæver også de særlige øjeblikke, de kommer til at få. Da han kørte Race Around Denmark, og alle de andre var faldet i søvn ud på de sene nattetimer, var det bare de to over samtaleanlægget:
»Når kriserne kommer, handler det bare om, at jeg får sat det rigtige musik på: Opera. Ja, det skulle man ikke tro. Ellers får vi en snak om landbrugsmaskiner eller børnene,« forklarer Inger Nielsen.
»Alternativet er, at jeg sidder herhjemme og ingenting kan gøre. Jeg føler, at jeg skal derover og stå mellem ham og døden. Det er faktisk den opgave, jeg føler, at jeg har.«
»Det er også voldsomt,« lyder det fra Henrik Dam Hansen.
»Ja, men samtidig ved jeg også, at det nok skal gå. Jeg skal bare acceptere det helt ud i den yderste konsekvens.«
»Det er også godt at få det tænkt igennem. Det er dumt at sige, at det ikke er farligt. At køre med 70 kilometer i timen ned ad et bjerg i søvnunderskud. Det er sgu da farligt,« siger han.
»Ja, men når man vælger at køre sådan et løb, så er det jo ude på kanten. Vil man køre det sikkert, skal man ikke stille op,« svarer hun.
