Bjarke Ingels triller nu i en ny – tohjulet – retning.

Den danske stjernearkitekt bliver en del af det danske cykelfirma Butchers & Bicycles og skal også selv designe en ny cykel.

Ifølge Børsen er der tale om et millionbeløb, som Bjarke Ingels har skudt i firmaet, men ingen af partnerne vil oplyse præcist, hvor mange penge det drejer sig om.

Men med den nye »aktive investor« er ambitionerne skudt i vejret.

»Mange af hans projekter har vist, at han har en kreativ tilgang til, hvordan man løser både noget design- og funktionsmæssigt i verdensklasse. Med Bjarke Ingels som kreativ investor mener jeg, at vi kan blive et af Skandinaviens førende cykelbrands,« siger Martin Piil Hansen, der er direktør hos Butchers & Bicycles.

Cykelbrandet, der blev grundlagt i 2013, har indtil videre udelukkende lavet trehjulede elladcykler, men det ændrer sig med Bjarke Ingels ankomst.

For designeren skal designe selskabets første tohjulede ladcykel, der også bliver eldrevet.

Bjarke Ingels oplyser, at den udelukkende vil blive produceret i genbrugsmaterialer.