En gammel video fra en af Rasmus Paludans mange demonstrationer er de seneste dage blevet delt igen og igen.

Den viser ikke optøjer, æggekast eller voldsomme skænderier, som ofte fylder mest på de sociale medier, når det gælder den kontroversielle politiker.

I stedet ser man far og søn, der nærmer sig Paludan langs politiafspærringen for at overlevere ham hans tabte kreditkort.

»Han så lidt overrasket ud. Han troede måske, at jeg kom for at overfuse ham, da det sker ret tit,« forklarer Imran Sadiq, hvis søn fandt Mastercardet på jorden, da familien skulle ud at handle.

»Da min søn sagde, at han havde fundet et kreditkort, spurgte jeg, hvilket navn der stod bagpå. Han sagde, at der stod Paludan, og jeg forklarede, at det skal vi bare aflevere tilbage.«

Imran Sadiq havde dengang kun hørt om den kontroversielle Rasmus Paludan fra sine børn, der havde set ham på YouTube. Partilederen havde dagen forinden også været i Ishøj, hvor familien bor, og selvom Imran Sadiq ikke vil opmuntre nogen til at lytte til Paludan, så skal had mødes med godhed, forklarer han.

I minutterne før havde Rasmus Paludan introduceret sin demonstration i Hundige med ordene:

»Jeg har i dag fornøjelsen af at demonstrere i Hun – homo – dige også kendt som Hundige, som er et område, hvor der bor mange kriminelle samfundstabere.«

Den type retorik afskrækkede dog ikke Imran Sadiq, der med sin 11-årige søn lagde vejen forbi demonstrationen for med en venlig bemærkning og et smil at levere det tabte kreditkort tilbage til sin ejermand.

»Man kommer ikke nogen vegne ved at møde had med had. Jeg vil i stedet opfordre folk til at vende ryggen til mænd som Rasmus Paludan, da vi har mere, der samler os, end der deler os,« forklarer han.

»Min søn har tit spurgt, hvorfor jeg ikke gik hen og sagde noget til ham, men jeg synes, at det er for lavt. Der er ingen pointe i det, han siger, og det er bare provokation for provokationens skyld, og det skal ignoreres.«

Videoklippet er på få dage blevet genset af flere hundrede tusinde, hvor flere i kommentarsporet understreger ironien i, at Rasmus Paludan udskammer dem, han kalder for 'fremmede', hvorefter han bliver mødt med venlighed af en far og søn med pakistanske rødder.