Søndag fik den såkaldte dronning af Hornbæk, designer og tv-personlighed Ilse Jacobsen, sønderlemmende kritik af tidligere medarbejdere. Nu fortæller hendes gemal, højre hånd og administrerende direktør i virksomheden, Jesper Bo Jacobsen, at sagen er blevet fordrejet.

En kortfattet Jesper Bo Jakobsen giver i telefonen ikke udtryk for stor begejstring for Berlingske, som søndag bragte en historie om et »ødelæggende« arbejdsmiljø hos Ilse Jacobsens virksomheder.

Han mener, at kritikken ikke stemmer overens med virkeligheden.

»Det er blevet twisted, så det passer ind i en negativ artikel,« siger han.

Men kan du genkende de ting, som tidligere medarbejdere beskriver i Berlingske?

»Noget af det - og noget kan vi ikke genkende - men de ting er blevet forbedret, som vi også udtaler til Berlingske.«

Det er uklart, hvad Jesper Bo Jacobsen konkret henviser til, men i Berlingske forklarer han, at tidligere sager om manglende udbetaling af feriepenge har skyldtes, at virksomheden ikke har haft de tilstrækkelige systemer og processer, og at man siden har ansat en HR-chef.

I endnu en artikel i Berlingske lyder det fra bestyrelsesformanden i Ilse Jacobsen Hornbæk, IJH A/S, Morten Albæk, at virksomheden arbejder mod en udskiftning i ledelsen.

Det gælder bl.a. Jesper Bo Jacobsen, som ikke længere skal være administrerende direktør, og hvor Ilse Jacobsen selv skal bruge sine kræfter med branding i udlandet.

»Vi er i fuld gang med at tage de nødvendige handlinger for at løse de udfordringer, virksomheden har. En af de primære drivere for engagement er ledelsen, og der har ikke været bedrevet en tilfredsstillende form for ledelse hos Ilse Jacobsen. Det er der 100 pct. enighed om i bestyrelsen,« siger Morten Albæk.

Til spørgsmålet om, hvorvidt et kommende ledelsesskift skyldes medarbejdernes utilfredshed i de aktuelle artikler, afviser Jesper Bo Jacobsen en sammenhæng.

»Vi har vedtaget beslutningen om at udskifte ledelsen og finde nye kræfter for et halvt år siden. Det er ikke på grund af det, der har været fremme,« siger han til B.T.