Smitten med corona galoperer af sted i et hidtil uset tempo i vestegnskommunen Herlev.

Onsdag er Herlev Kommune kravlet helt op på et incidenstal på 999.

Incidenstallet angiver, hvor mange smittede en kommune har pr. 100.000 indbyggere. Det vil sige, at der statistisk set er ét smittetilfælde blandt 100 borgere i Herlev.

Det er første gang, at en dansk kommune rammer så højt et smitteniveau. Det skyldes 288 bekræftede smittetilfælde de sidste syv dage i Herlev Kommune.

Arkivfoto fra Lindehøjskolen i Herlev. Her ses nogle elever i en 2. klasse spille skak under Skolernes Skakdag 2017. Nu er alle skolens elever i indskolingen dog sat skakmat af corona.
Arkivfoto fra Lindehøjskolen i Herlev. Her ses nogle elever i en 2. klasse spille skak under Skolernes Skakdag 2017. Nu er alle skolens elever i indskolingen dog sat skakmat af corona. Liselotte Sabroe

Epidemikommisionens grænse for, hvornår der skal foretages lokale tiltag i kommuner med høj smitte, blev i sidste uge sænket til en incidens på 400. Herlev overskrider altså grænsen med 150 procent.

Hannah Wilson, der er centerchef i Herlev Kommunes Center for Børn, Unge og Familier, oplyser, at smitten i Herlev primært drives af skolebørn, som i flere tilfælde også har smittet deres forældre.

»Det er primært de to grupper, der driver smitten. Vi har en kamelpukkelformet smittekurve i forhold til aldersfordelingen blandt de smittede. De 6-11-årige boner helt vildt ud, og det samme gør også aldersgruppen, som deres forældre ligger i,« siger Hannah Wilson til B.T. København.

Alene det seneste døgn er yderligere 20 børn i alderen 6-11 år bekræftet smittet med coronavirus. Det betyder, at der nu er i alt 110 smittetilfælde blandt de 6-11-årige i Herlev de sidste syv dage.

Dertil har 16 børn i alderen tre til fem år fået konstateret coronavirus. Alle de smittede børn går i den samme daginstitution, oplyser Hannah Wilson.

»Vi er rigtige ærgerlige over udviklingen, og vi kunne rigtigt godt tænke os at få brudt smittekæderne,« siger hun.

I øjeblikket er den ene af Herlev Kommunes i alt tre folkeskoler nærmest savet midt over på grund af coronavirus.

Der går 900 elever på Lindehøjskolen i Herlev. Skolen fik forleden påbud om at lukke for 0. til og med 5. klasse på grund af for høj smitte blandt eleverne.
Der går 900 elever på Lindehøjskolen i Herlev. Skolen fik forleden påbud om at lukke for 0. til og med 5. klasse på grund af for høj smitte blandt eleverne. Asger Ladefoged

Lindehøjskolen, hvor der går 900 elever, fik forleden påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed om at sende alle elever fra 0. og til med 5. årgang hjem på grund af for høj smitte.

Kommunen valgte tirsdag på den baggrund at aflyse et planlagt åbent hus-arrangement om skolestart, der skulle have fundet sted på Lindehøjskolen senere samme dag.

»Vi ved, at børnene også smitter deres forældre, selvom en del af dem er vaccinerede,« siger Hannah Wilson.

Herlev Kommune er blandt de ti kommuner i landet med lavest vaccinetilslutning.

På landsplan har 77,1 procent af den danske befolkning fået første vaccinestik, og 75,5 procent er færdigvaccinerede. I Herlev er procentandelen henholdsvis 73,3 og 71,6.

Dog er andelen af revaccinerede lidt højere i Herlev end på landsplan. Henholdsvis 9,3 procent mod 8,6 procent.

»Den aldersgruppe, hvor vi har færrest vaccinerede, er blandt de 20-39-årige, så statistisk set er flere af de forældre, som nu er smittet, selvfølgelig ikke vaccinerede,« siger Hannah Wilson og fortsætter:

»Vi kunne selvfølgelig godt tænke os, at alle, som har mulighed for at blive vaccineret, tager imod tilbuddet. Vi ved, det er en god måde at beskytte sig mod smitte, men også imod et alvorligt sygdomsforløb, som er det, vi jo for alt i verden skal forsøge at undgå.«

For nuværende er sundhedsmyndighedernes påbud mod Lindehøjskolen det eneste påbud af sin slags i Herlev, og ifølge centerchef Hannah Wilson er der ikke umiddelbart udsigt til yderligere påbud.

»Smitten har været koncentreret omkring skolen, og vi bruger nu alle de virkemidler, vi har, for at dæmme op for smitten,« siger hun og understreger, at kommunen generelt følger alle sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Det gælder eksempelvis »benhård« sektionering af skoleeleverne, hvilket vil sige klasseopdelte skoledage, hvor eleverne ikke blander sig med de andre klassetrin og årgange. Også myndighedernes anbefalinger omkring rengøring og håndhygiejne mv. følges nøje ude på skolerne, lyder det fra centerchefen.

»De tiltag, vi har iværksat på skolerne, gælder også ude på dagtilbuddene. Vi undgår så vidt muligt at blande børnene tværs af stuerne, holde dem udenfor så meget som muligt og sørge for ekstra rengøring,« siger Hannah Wilson.

Der bor 28.829 indbyggere i Herlev Kommune, som ligger på den nordlige side af den københavnske vestegn. Herlev bliver også kaldt for ‘Vestegnens Monaco’ blandt de lokale.
Der bor 28.829 indbyggere i Herlev Kommune, som ligger på den nordlige side af den københavnske vestegn. Herlev bliver også kaldt for ‘Vestegnens Monaco’ blandt de lokale. Liselotte Sabroe

Trods den stigende smitte oplever Herlev Kommune dog at være i god dialog med borgerne. Hannah Wilson fremhæver kommunens sociale medier, hjemmeside og udgående medarbejdere som et vigtigt og effektivt informationsvåben, når der skal kommunikeres bredt ud til borgerne om coronavirus.

»Vi opfordrer til, at man lader sig teste og vaccinere. Det er jo det, der skal til, for at vi kan bryde smittekæderne. Heldigvis kan vi også se, at borgerne i Herlev er dygtige til at lade sig teste. De benytter sig i stor stil af de testmuligheder, vi har i kommunen og også ude på skolerne,« siger centerchefen.

Onsdag er der registreret 3.907 smittetilfælde med coronavirus på landsplan, viser tal fra Statens Serum Institut. Antallet af indlagte falder med 2 til 369. Yderligere fem er døde.

Ifølge Hannah Wilson har Herlev Kommune p.t. få borgere indlagt med coronavirus, og der er »kun sporadisk smitte« blandt kommunens ældre borgere, lyder det fra centerchefen.

Ingen af kommunens plejecentre er ramt af smittetilfælde med coronavirus.

Omtrent 13,6 procent af indbyggerne i Herlev har været smittet med coronavirus, siden man 27. januar sidste år begyndte at registrere virussen i Danmark.

I samme periode er der registreret i alt 434.798 smittetilfælde i Danmark.

Der bor 28.829 indbyggere i Herlev Kommune, som ligger på den nordlige side af den københavnske Vestegn. Herlev bliver også kaldt for 'Vestegnens Monaco' blandt de lokale.

B.T. København har forsøgt at få en kommentar fra Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S). Men han har ikke tid til at snakke med pressen på grund af kommunalvalget, lyder beskeden fra borgmesterens sekretariat.

Herlevs borgmester har tidligere fortalt til Berlingske, at Herlev internt i Københavns Vestegns Politi kaldes for 'Vestegnens Monaco', fordi byen historisk set har undgået ballade.