Lyt til artiklen

Er du én af dem, der bruger coronakrisen på at eksperimentere lidt ekstra i køkkenet, så har IKEA en opskrift, du måske skulle prøve.

Coronaepidemien har lukket de blå-gule varehuse i Danmark, og når den svenske møbelgigant i næste uge igen slår dørene op, bliver det med lukkede restauranter og legelande.

Du behøver dog ikke undvære de legendariske svenske 'köttbullar' meget længere.

IKEA i Storbritannien - hvor møbelkæden også holder lukket - har nemlig valgt at afsløre opskriften på den velkendte svenske nationalret.

I vanlig IKEA-stil er opskriften illustreret trin for trin. IKEA UK)
I vanlig IKEA-stil er opskriften illustreret trin for trin. IKEA UK)
Vis mere

Det skriver Daily Mail.

I ægte IKEA-stil leveres opskriften som trin-for-trin-samlesæt med udførlige tegninger af, hvad du skal gøre.

Er du mere til en god gammeldags opskrift, kommer den her:

Köttbullar

  • 500 gram oksekød
  • 250 gram svinekød
  • 1 finthakket løg
  • 1 fed hvidløg
  • 100 gram rasp
  • 1 æg
  • 5 spsk sødmælk
  • Salt og peber
  • Olie til stegning

Flødesovs

  • En smule olie
  • 40 gram smør
  • 40 gram hvedemel
  • 150 ml grøntsagsbouillon
  • 150 ml oksebouillon
  • 150 ml fløde
  • 2 tsk sojasauce
  • 1 tsk dijonsennep

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Anne Bæk
Vis mere

Sådan gør du:

  • Bland kødet godt. Hak løg, hvidløg, rasp, æg og bland det godt. Tilsæt mælk, salt og peber.
  • Lav små runde boller af blandingen. Læg dem på en tallerken og stil i køleskabet i to timer, så holder de bedre formen.
  • Put olie på en stegepande og varm op til medium varme. Når panden er varm, lægger du forsigtigt bollerne på.
  • Steg dem, til de er gyldne, og put dem i ovnen i 30 minutter

Sovs:

  • Smelt smørret. Tilsæt mel og varm op under omrøring i to minutter.
  • Tilsæt bouillon og fortsæt med at røre rundt.
  • Tilsæt fløde, sojasovs og sennep. Kog op og lad småkoge, til sovsen bliver tykkere, mens du stadig rører rundt.
  • Velbekomme!

I den første udgave af denne artikel var der desværre hele tre fejl i opskriften. Det fremgik, at der skulle en hel deciliter olie og en spiseske sennep og sojasauce i sovsen. B.T. beklager fejlen og håber ikke, at for mange læsere fik ødelagt deres aftensmad.