Det har ikke skortet på kritik af den mindehøjtidelighed for den afdøde iranske diktator, ayatollah Ali Khamenei, som søndag aften fandt sted på Nørrebro i København.

Men nu skyder topislamisten Aqeel Abu Osama fra organisationen Hizb ut-Tahrir tilbage mod de politikere og meningsdannere, der har kritiseret mindehøjtideligheden.

»Det vil altid gå mig på, når man ser muslimer sørge over drabet på en af deres egne tyraner. Men ved du, hvad der går mig endnu mere på? Det er at se de her forbandede hyklere, både danske og vestlige politikere og helt almindelige borgere for den sags skyld, der er så forargede,« siger han i en ny video på det sociale medie TikTok, hvor han har mere end 17.000 følgere.

Med sin store følgerskare er Aqeel Abu Osama den måske mest fremtrædende repræsentant for den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir i Danmark.

Og spørger man ham, er den amerikanske regering værre end det iranske præstestyre.

»Prøv at se, det er dig, der støtter de her mennesker, der er problemet. Det er ikke dem, der sørger over at have mistet Khamenei,« fortsætter han i videoen, som du kan se herunder.

Topislamisten gør det dog klart, at han ikke selv er nogen tilhænger af ayatollah Khamenei.

Aqeel Abu Osama har ellers for nylig gjort det klart, at han er tilhænger af den sharialov og de korporlige straffe som stening, som Khamenei har indført i Iran.

Men den slags blegner ifølge topislamisten i forhold til de forbrydelser, som den »forbryderiske og morderiske« amerikanske regering angiveligt har gjort sig skyldige i.

Derfor runder Aqeel Abu Osama sin video af med en klar opfordring til de politikere og andre, der har kritiseret søndagens mindehøjtidelighed:

»Pak den der forargelse sammen. Hvis du er så forarget, så vend din forargelse mod dine egne politikere, dine egne ledere og de vestlige stormagter.«

Aqeel Abu Osama er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse, hvor vi efterspurgte et interview med ham i forlængelse af videoen på TikTok.

B.T. afslørede sidste år, at Aqeel Abu Osama førte et dobbeltliv, og at han i virkeligheden hedder Sebastian Østerfelt. 

Under sit danske navn arbejdede han indtil B.T.s afsløring hos det statslige selskab Energinet, der driver kritisk infrastruktur som det danske elnet. Noget, som fik flere eksperter og politikere til at slå alarm.

I kølvandet på B.T.s afsløring stoppede han i jobbet hos Energinet.

B.T. dækkede søndagens mindehøjtidelighed, hvor deltagerne også sørgede over civile iraneres død og tog afstand fra det amerikansk-israelske angreb på Iran.

Læs B.T.s reportage fra mindehøjtideligheden herunder.