Selv om Danmark allerede er delvist lukket ned, er der stadig restriktioner tilbage i regeringens værktøjskasse, som vi kan risikere at blive underlagt i den kommende tid.

Det skyldes bl.a. en britisk mutation af coronavirus, som spreder sig i Danmark og andre steder i Europa lige nu.

Det skriver TV 2.

Nogle af de restriktioner, som regeringen fortsat kan tage i brug, kan du i punktform læse om herunder:

For at nedbringe stigende smittetal indførtes opholdsforbud i dele af Nørrebroparken i København, torsdag den 10. september 2020. Nu kan yderligere restriktioner være på vej.
For at nedbringe stigende smittetal indførtes opholdsforbud i dele af Nørrebroparken i København, torsdag den 10. september 2020. Nu kan yderligere restriktioner være på vej. Emil Helms

Forsamlingsforbud på under 10 eller udgangsforbud

Forsamlingsforbuddet ligger lige nu på 10 personer og har gjort det siden 26. oktober, hvor det blev sænket fra 50. Det kan dog sænkes yderligere, og der kan også blive tale om et udgangsforbud, som vi har set det i andre lande.

Brug af mundbind generelt i det offentlige rum

Siden 29. oktober har danskerne skullet bruge mundbind i blandt andet detailhandlen, kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner og i offentlig transport. Men dette kan også udbredes til at gælde generelt i det offentlige rum.

Lukning af dagtilbud

Landets dagtilbud holder dog stadig åbent for pasning af samfundets yngste. En ordning, som kan lukkes helt, hvis regeringen vurderer, at det er nødvendigt.

Fuldstændig lukning af restauranter og cafeer

Landets restauranter og cafeer har haft mulighed for at sælge takeaway. Det kan dog ændres til en fuldstændig lukning.

Hjemsendelse af privatansatte, som ikke varetager kritiske funktioner

Yderligere hjemsendelser kan finde sted

Lukning af professionelle idrætsbegivenheder

Det er stadig muligt at deltage i udendørs idrætsarrangementer med op til 500 siddende personer. Men også det kan ændre sig.

Færre personer i den offentlige transport

Regeringen kan gribe ind og indføre krav om en yderligere begrænsning i antallet af passagerer i den offentlige transport.

Enkelte af ovenstående tiltag forudsætter, at der etableres den fornødne lovhjemmel og kan derfor ikke uden videre indføres af regeringen.

Det gælder for eksempel, hvis der skal indføres krav om mundbind i det offentlige rum eller udgangsforbud.