»Jeg havde i mange måneder haft op til 14 bleer på døgnet rundt, da vandet løb ud af mig. Både i sengen om natten og om dagen.«

Ordene kommer fra 75-årige Svend Erik Bodi, som B.T. besøger i hans og konens gule murstensvilla i byen Bjæverskov midt på Sjælland.

Han er tidligere opereret for prostatakræft, der er den mest udbredte kræftsygdom for mænd, og nu er senfølgerne begyndt at ramme ham.

18. januar skulle han på grund af sin konstante vandladning have været opereret igen på Herlev Hospital. Men en uge før operationen fik han pludselig denne melding i sin e-Boks:

I maj sidste år fortalte B.T. om 75-årige Svend Erik Bodi, der på grund af prioriteringen af  indlagte patienter under første del af coronakrisen fik udsat sin operation hos Herlev Hospital for senfølger efter prostatakræft. Foto: Philip Flindt/Byrd
I maj sidste år fortalte B.T. om 75-årige Svend Erik Bodi, der på grund af prioriteringen af  indlagte patienter under første del af coronakrisen fik udsat sin operation hos Herlev Hospital for senfølger efter prostatakræft. Foto: Philip Flindt/Byrd
Vis mere

'På grund af den aktuelle situation med spredning af coronavirus, er vi desværre nødt til at aflyse den planlagte operation...Vi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse om ny dato,' lød beskeden.

»Det var virkelig en nedtur at få sådan en besked,« siger Svend Erik Bodi, der endte med i marts – to måneder senere – at blive opereret.

»Jeg skulle hele tiden skifte bleer, og hvis jeg lige glemte det, så risikerede jeg også at skulle skifte tøj, fordi det var fyldt med tis,« siger han.

Svend Erik Bodis situation er langtfra enestående.

B.T. har fået aktindsigt i en redegørelse fra Region Hovedstaden om behandling af prostatakræft.

Redegørelsen starter med at oplyse, at kun 48 procent af de i alt 21 patienter med denne form for kræft fik en operation inden for forløbstiden for kræftpakken i 4. kvartal af 2020.

Og det drejede sig helt konkret om forsinkede behandlinger af tre patienter med prostatakræft på Rigshospitalet samt otte patienter på henholdsvis Gentofte Hospital og Herlev Hospital.

Det vil sige, at behandlingen i 11 af 21 kræftforløb blev forsinket.

»Vi finder det naturligvis beklageligt,« siger Dorthe Crüger, som er lægefaglig koncerndirektør hos Region Hovedstaden.

B.T. har siden december sidste år afdækket, hvordan en række kræftpatienter som Dunja Fogelberg Hansen, Bjarne Schou, Anne Mette Christiansen og Anders Bonnemann også har betalt prisen for enten egen læge eller sygehuses fokus på coronavirus.

Og nu kommer det altså frem, at hver anden med prostatakræft i Region Hovedstaden har fået forsinket behandlingerne.

I redegørelsen på to sider står der, at årsagerne til forsinkede operationer af kræftpatienterne blandt andet skyldes manglende personale på sygehusene, og her har coronaen haft en klar effekt.

TIP B.T.: Har du som kræftpatient fået udsat din behandling på sygehuse under coronapandemien? Skriv til B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk 

'Dette blev yderligere forværret under coronapandemien, da anæstesi-personale blev udtaget til at arbejde på intensivafsnit som følge af indlæggelser grundet corona. Det medførte en reduceret operationskapacitet,' står der i redegørelsen om situationen på Herlev Hospital.

Dorthe Crüger slår fast, at sygeplejersker, som normalt arbejder på operationsafsnit, har måttet hjælpe til med at passe patienter med coronavirus på intensivafsnittene.

»Derfor har det været nødvendigt for os at udskyde operationer for en del af vores patienter,« siger hun.

Den lægefaglige direktør tilføjer, at der blandt andet har været nedsat en taskforce for at sikre kræftbehandlingen.

Her ses Dorthe Crüger, der er lægefaglig koncerndirektør ved Region Hovedstaden. Foto: Ida Marie Odgaard
Her ses Dorthe Crüger, der er lægefaglig koncerndirektør ved Region Hovedstaden. Foto: Ida Marie Odgaard Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Alligevel har der været nogle enkelte tilfælde, hvor kirurgisk behandling af kræftpatienter er blevet forsinket. Det er selvfølgelig beklageligt,« siger Dorthe Crüger.

Formanden for Prostatakræftforeningen, Tonny Clausen, er stærkt utilfreds.

»Det er naturligvis utilfredsstillende, at forløbstiderne i pakkeforløbene ved kirurgisk behandling af prostatakræft er overskredet i så voldsom grad,« siger han.

Også fra Kræftens Bekæmpelse er meldingen ret klar.

»Det er meget alvorligt at få prostatakræft, der er en livstruende sygdom. Derfor er det meget vigtigt, at behandlingen ikke bliver udsat,« siger Marianne Karstensen, som er Kræftens Bekæmpelses formand for regionsudvalget i Region Hovedstaden.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har ellers gang på gang udtalt, at akut og livstruende syge ikke skulle rammes af lægernes fokus på coronavirus.

Altså netop, hvad der ser ud til at være sket i Region Hovedstaden.

B.T. har spurgt sundhedsministeren, hvad han siger til, at det nu kommer frem, at der i så mange sager ellers netop er sket forsinkede behandlinger for akut og livstruende syge med prostatakræft?

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har ikke nogen kommentarer til de nyeste oplysninger. Foto: Liselotte Sabroe
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har ikke nogen kommentarer til de nyeste oplysninger. Foto: Liselotte Sabroe Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han har dog ikke nogen kommentarer til de nye oplysninger fra Region Hovedstaden.

I stedet henviser ministeriet til Sundhedsstyrelsen, som netop har bedt om den specifikke redegørelse.

Herfra har centerchef Tanja Popp denne melding:

»Sundhedsstyrelsen har anmodet Region Hovedstaden om redegørelser for forløbstiden for bl.a. kirurgisk behandling af prostatakræft, da andelen af forløb inden for forløbstiden har ligget lavt, og styrelsen vil derfor fortsat følge andelen af patienter indenfor forløbstiden og regionens tiltag på området,« siger hun.