Noget af det første, han sagde, var, at han også ville smittes, så han kunne dø sammen med mig, min dreng. Nøj, hvor er det store tanker, og hvor gør det ondt i mit hjerte.

Han er seks år og skal miste sin mor.

Dagene efterfølgende var han ved min side hele tiden. Han vækkede mig, når jeg sov, fordi han skulle være sikker på, at jeg stadig levede, og vi snakkede om det hele tiden, fordi han tog initiativ til det.

Min store, seje dreng, hvor er det uretfærdigt.

(Uddrag fra Sandra Mørk Valentes bog om sin kræftsygdom)

Den kræfttype, Sandra Mørk Valente har, har en overlevelseschance på 80 procent, hvis den bliver opdaget, inden den når at sprede sig. Derfor har Sandra Mørk Valente svært ved at tilgive det sundhedsvæsen, der gang på gang sendte hende hjem eller videre til nogle andre, hver gang hun henvendte sig med symptomer.

Vis mere

I april sidste år fik Sandra Mørk Valente 30 år gammel at vide, at hun var uhelbredeligt syg af kræft.

Hun er mor til to drenge på seks og to år, og for en måned siden skulle hun sige de sværeste ord, man som forælder kan blive tvunget til. Hun skulle fortælle sin ældste dreng, at hun skal dø fra ham.

»Det er det hårdeste, jeg nogensinde har måttet gøre,« skriver Sandra Mørk Valente i udkastet til den bog, hun den seneste tid har arbejdet på, og som du kan læse et uddrag fra i begyndelsen af denne artikel.

Siden Sandra fik konstateret kræft, har lægerne forsøgt at holde sygdommen i ro med kemoterapi, men i begyndelsen af februar bad Sandra lægerne om at stoppe behandlingen.

Sandra Mørk Valente har arbejdet som model ved siden af sit arbejde som kok.
Sandra Mørk Valente har arbejdet som model ved siden af sit arbejde som kok.
Vis mere

»Siden jeg startede i behandling, har jeg hele tiden fået dårlige resultater, samtidig med at kemoterapien gjorde mig rigtig syg. Til sidst havde jeg det sådan, at jeg hellere ville have den livskvalitet, som et stop for behandling medfører,« siger Sandra, der ikke oplevede, det gav mening at være syg af kemoterapi, når den ikke virkede.

Samtalen fandt sted på Herlev Hospital, hvor Sandra var indlagt, fordi lægerne på en scanning havde overset, at hun havde fået hul i den ene lunge, der efterfølgende havde klappet sig sammen.

Fordi det ikke var blevet opdaget, havde det udviklet sig til lungehindebetændelse, og Sandra var tæt på at miste livet.

Det var i forbindelse med den indlæggelse, hun fik at vide, at hun skulle på hospice og forberede sig på at sige farvel til sine børn.

Til trods for, at Sandra Mørk Valente i årevis havde forsøgt at råbe en række forskellige læger op på grund af store smerter i sit ben, var det først sidste år, at hendes kræft blev opdaget. Desværre var det alt, alt for sent til, at lægerne kunne behandle den.

B.T. har i to artikler beskrevet, hvordan Sandra Mørk Valente er blevet udsat for en række svigt i sundhedsvæsenet, der betød, at hendes kræft først blev opdaget, da den havde spredt sig til et uhelbredeligt stadie.

Hendes historie blev startskuddet på B.T.s serie ‘Når lægen ikke lytter’, fordi en række danskere kunne fortælle samme historie som Sandra.

Siden Sandra fik sin diagnose, har hun forsøgt at få det bedste ud af hver eneste dag. For sine drenge.

Og det er ikke afskeden med livet, der fylder i hendes tanker - det er afskeden med sine børn.

Lægerne er i øjeblikket ved at afprøve forskellige kombinationer af kemoterapi for at finde ud af, hvordan de bedst kan holde Sandra Mørk Valentes sygdom i skak.
Lægerne er i øjeblikket ved at afprøve forskellige kombinationer af kemoterapi for at finde ud af, hvordan de bedst kan holde Sandra Mørk Valentes sygdom i skak.
Vis mere

»Jeg er ikke bange for, at jeg skal dø. Jeg er bange for, at jeg ikke kan være her for dem,« forklarer hun og fortæller, hun har haft et dejligt liv.

»Jeg har levet et rigtig hårdt liv, men også et rigtig fedt liv, og jeg har oplevet mere, end de fleste ville nå på et helt liv. Jeg er stolt af alt, jeg har opnået, og hvor mange rigtig tætte og dejlige mennesker, jeg har omkring mig.«

Efter Sandra kom på hospice 6. februar, havde hun en virkelig god periode næsten uden smerter, men i weekenden kunne hun mærke, at situationen ændrede sig.

»Jeg har de sidste dage fået det væsentligt værre og bliver på hospice. Jeg kan mærke i min krop nu, at den er træt, og at der nok ikke er så længe igen,« skrev Sandra i en sms til B.T. søndag.