15 hundeejere fik sig i sensommeren 2020 en forfærdelig overraskelse, da deres hunde blev forgiftede efter en tur på stranden ved Greve og Ishøj på Sjælland.

Nogle af hundene døde. Andre blev alvorligt syge. Men fælles for dem alle var, at ejerne stod tilbage og frygtede, at hundene var blevet udsat for en kriminel handling.

Derfor gik Politiets Dyrevelfærdsenhed ind i sagen for at efterforske og eventuelt konstatere, hvordan hundene blev forgiftet.

Og nu er der så kommet en konklusion, skriver TV 2 Lorry.

Hunden Mella var en af de hunde, der døde efter en tur på stranden i sensommeren 2020.
Hunden Mella var en af de hunde, der døde efter en tur på stranden i sensommeren 2020.
Vis mere

»Vores undersøgelse har vist, at der ikke er nogen formodning om, at der er sket et strafbart forhold,« siger lederen af Politiets Dyrevelfærdsenhed, Anders Birch Larsen, til lokalmediet.

I stedet holder politiet sig til den forklaring, at det i nogle af sagerne er blevet påvist, at hundene er døde efter at være kommet i kontakt med giftstoffer af biologisk oprindelse.

Politiets Dyrevelfærdsenhed har ellers lavet tekniske undersøgelser, undersøgt strandene og afhørt hundeejerne, men er altså ikke kommet frem til, at nogen med overlæg har forsøgt at forvolde hundene skade.

B.T. talte i september 2020 med en af dem, der mistede deres hund efter en tur på stranden.

Ingrid Zollondz med Mella, hvis rigtige navn er Khayif J'Esmella Efreh.
Ingrid Zollondz med Mella, hvis rigtige navn er Khayif J'Esmella Efreh. Foto: Privat
Vis mere

Ingrid Zollondz havde gået en tur på stranden i Greve, da hendes seksårige mynde Mella pludselig blev syg og kort efter døde.

Dengang udtalte hun til B.T., at hun helt bestemt troede, der var tale om rottegift, da hun af en dyrlæge havde fået samme besked.

»De sagde med det samme: 'Det er rottegift'. Når man oplever blod i afføringen, skal man åbenbart altid tænke rottegift. Jeg vidste det ikke før, men nu ved jeg det,« sagde Ingrid Zollondz dengang.

Kommunen meddelte dog dengang, at det meget vel kunne være de blågrønne alger, der på daværende tidspunkt hærgede strandende i samme område, som var skyld i de mange hundedødsfald.