»Det her er helt vildt !!!! Vi er så lykkelige. Verdens sødeste lille dreng kommer nu endelig hjem med sin mor, så han kan få den hjælp, han har brug for.«

Sådan skrev Natascha Rée Mikkelsen på sin Facebook, efter at Højesteret afgjorde, at en otteårig dreng nu skal hentes til Danmark fra en fangelejr i Syrien sammen med sin mor. 

En kvinde, der har fået frataget sit statsborgerskab og angiveligt har tilsluttet sig Islamisk Stat. 

Højesteretsdommen har fået kritik fra en stribe politikere, og i et liveprogram i radioen sagde DF-politiker Mikkel Bjørn blandt andet: 

»Denne her dreng er ikke dansk.« 

Mikkel Bjørns udtalelser fik drengens advokat, Knud Foldschack, til at reagere med en trussel:

»Enten, så siger du nu fuldstændig klart og præcist, at denne her dreng, som har fået medhold i Højesteret, er dansk, i alle ordets konkrete betydninger, eller også får du et sagsanlæg.«

Da Mikkel Bjørn nægtede, gentog han truslen.

Natascha Rée Mikkelsen. står her sammen med Knud Foldschack i en lejr i Syrien. De har sammen stiftet foreningen Repatriate the Children, som har sagsøgt den danske stat, og nu fået medhold i højesteret. 
Natascha Rée Mikkelsen. står her sammen med Knud Foldschack i en lejr i Syrien. De har sammen stiftet foreningen Repatriate the Children, som har sagsøgt den danske stat, og nu fået medhold i højesteret.  Foto: Billede fra Repatriate the Children
Vis mere

Knud Foldschack har stiftet foreningen Repatriate the Children - Denmark sammen med Natascha Rée Mikkelsen, og hun fortæller nu i et interview med B.T., hvorfor drengen ifølge hende er dansk, selvom han aldrig har sat sine ben i Danmark:

»Ja, selvfølgelig er han det, helt klart,« siger Natascha Rée Mikkelsen.

»Jeg har mødt ham 10 gange eller mere, og han er en dreng ligesom alle andre børn. Han er meget optaget af dyr. Han er en sød, stille dreng, der kan lide at tegne,« tilføjer hun.

Hun vil dog ikke gå ind i det konkrete sagsanlæg, fordi hun »ikke er jurist.« 

Det har B.T. talt med Knud Foldschack om, som du kan læse her. 

Drengens mor er tidligere blevet tilbudt, at drengen kunne evakueres væk fra lejrens horrible forhold uden hende, men det afslog hun. 

Nu er det afgjort, at de to skal tilbydes evakuering sammen.

Drengen er dansk statsborger, fordi hans mor var dansk statsborger, inden hun fik det frataget.

Her er et billede af den nu otteårige dreng, som Repatriate the Childen har taget under ét af deres besøg i den lejr, hvor han nu opholder sig med sin mor og moster. Foto fra foreningen. 
Her er et billede af den nu otteårige dreng, som Repatriate the Childen har taget under ét af deres besøg i den lejr, hvor han nu opholder sig med sin mor og moster. Foto fra foreningen. 
Vis mere

Moderen har somalisk oprindelse, og fik dansk statsborgerskab som treårig. Som femårig rejste hun med sin familie til Storbritannien.

I dommen fra Højesteret kan man læse, at hun ifølge PET rejste til Syrien som 16-årig sammen med sin tvillingesøster, og at de her tilsluttede sig Islamisk Stat, hvor hun »formentlig havde opnået våbentræning og kamperfaring«.

I debatten med Knud Foldschack siger DF'er Mikkel Bjørn:

»Som jeg lige har stået og sagt, så er den her dreng på papiret juridisk dansk, men han er ikke i ordets egentlige forstand, kulturelt eller sprogligt eller historisk på nogen som helst måde dansk, og det bliver han heller aldrig nogensinde.

Men det mener Natascha Ree Mikkelsen altså, at han er. 

»Jeg talte med ham, lige efter vi havde fået dommen. Det første han sagde, udover, at han elsker sin familie og glæder sig til at se dem, var, at han rigtig gerne vil i Zoologisk Have og se heste og løver.«

Hvilket sprog taler I?

»Der taler vi engelsk,« fortæller Natascha Ree Mikkelsen.

Natascha Rée Mikkelsen har flere gange besøgt drengen, som foreningen Repatriate the Children kalder 'Jonas' på deres hjemmeside. 
Natascha Rée Mikkelsen har flere gange besøgt drengen, som foreningen Repatriate the Children kalder 'Jonas' på deres hjemmeside. 
Vis mere

Udover statsborgerskabet, er han så på nogen måde dansk?

»Jamen, hvad vil det sige at være dansk? Han er lige så dansk som mit eget barn og bør have de samme rettigheder som alle andre danske børn. «

Altså, hvordan er han lige så dansk som dit eget barn?

»Fordi jeg ikke mener, man kan gradbøje det at være dansker. Han er født af en dansk mor, og han har ret til dansk statsborgerskab. Jeg håber da ikke, at hvis jeg havde fået mit barn i udlandet, så ville man betragte ham som mindre dansk og dermed med færre rettigheder end andre danske børn.«

Men udover de rettigheder, han har, er der så slet ikke nogen forskel?

»Nej, jeg mener, at man som dansk statsborger har krav på beskyttelse af den danske stat, man skal ikke forskelsbehandle danske borgere. Han er ikke syrer, hans mor har aldrig været i Somalia, hans far er fra Storbritannien. For mig er det vigtigt at sige, at uanset hvor et dansk barn er født, så bør det have samme rettigheder.«

Drengens far er ifølge højesteretsdommen død. 

Kan han udpege Danmark på et kort?

»Ja, det tror jeg godt, han kan. Han kender meget til Danmark. Hans mor og moster har fortalt ham om Danmark, og selv om de flyttede til Storbritannien, var de på ferie i Danmark hvert år.«

Taler de dansk?

»Nej, men de forstår en del, og de har kunnet tale flydende dansk, da de boede her. Vi taler engelsk med dem, fordi det er det sprog, de kan bedst. Han har også en fantastisk familie her i Danmark, som er super velfungerende, højtuddannede og som taler flydende dansk.«

Som I regner med, han skal bo hos?

»Ja, som er dem, vi håber, han skal bo hos.«

Er der blevet taget en dna-test, der dokumenterer, at han er kvindens søn?

»Ja, det er der. Der blev taget dna-test, dengang regeringen i 2021 var med deres taskforce delegation i Syrien. Og det er blevet bekræftet, at hun er mor til ham,« siger Natascha Rée Mikkelsen.

Hun fortæller, at netop slægtskabet er noget, mange stiller spørgsmål til på sociale medier.

I en rapport fra 2021, skriver regeringens taskforce efter besøg i en fangelejr om kvinderne i lejren, at der »med tilladelse fra de fire mødre blev udtaget dna til retsgenetisk undersøgelse.«

Der står i rapporten, at testresultaterne skal bearbejdes. Resultatet kan Udenrigsministeriet ikke give, da de ikke kommenterer konkrete sager, men ministeriet skriver i en mail til B.T:

»Ministeriet kan imidlertid generelt oplyse, at dna som udgangspunkt anvendes til at fastslå slægtskab i sager om statsborgerskab, hvor pågældende er født i konfliktzonen.«

Drengen er syg, og Sundhedsstyrelsen anbefalede allerede i 2022 og 2023 at evakuere ham hurtigt, fordi han er »i en særligt sårbar situation, der må anses for helbredstruende.«

Det er endnu uklart, hvornår evakueringen af drengen og moderen vil finde sted.