TUBA, som er en organisation, der tilbyder rådgivning til unge, hvis forældre er alkohol- eller stofmisbrugere, har netop slået dørene op til endnu en afdeling.
Afdelingen er placeret i det centrale Brøndby, og her vil der blive tilbudt gratis hjælp og terapi til 120 af kommunens unge, der er i aldersgruppen 14-35 år.
Det skriver TV 2 Lorry.
TUBAs åbning af endnu en afdeling kommer med hjælp fra Den Sociale Investeringsfond, som har smidt 3,2 millioner kroner i projektet.
Åbningen er nemlig en del af en ny investeringsmodel i kommunen.
»Med vores investering i børn og unge, der er vokset op i misbrugsfamilier i Brøndby, håber vi, at flere vil trives bedre og komme i uddannelse eller job. Vi vil gerne vise, at man kan arbejde på tværs om at forebygge. Det giver mening menneskeligt, og det er en samfundsøkonomisk gevinst,« siger fondschef i Den Sociale Investeringsfond Camilla Bjerre Damgaard til TV 2 Lorry.
Hvis det lykkes TUBA at løfte de unge menneskers trivsel og få dem ud på arbejdsmarkedet, vil kommunen tilbagebetale pengene til Den Sociale Investeringsfond.
Organisationen TUBA har nu 34 afdelinger fordelt i Danmark, hvor de hjælper børn og unge, som er vokset op i familier med misbrug.



