Uanset hvor dygtig den nu tidligere regionschef i Region Nordjylland er, så er der delte meninger om, hvorvidt hans løn står mål med jobbet.

Med en årsløn på 2.437.569 kroner inklusive pension er Svend Særkjær den højest lønnede regionschef i 2018. Men hverken han eller andre på den post bør tjene så mange skattekroner, lyder det fra medlemmer af forretningsudvalget i Region Nordjylland.

»Det er alt, alt for meget. Det er han ikke værd. Han har været dygtig og været en dygtig administrator, men det er slet ikke en service, som det offentlige får nok ud af,« siger Dansk Folkepartis Erik Høgh-Sørensen.

Svend Særkjær var i 2018 den højst lønnede regionschef. Han kom i 2015 fra en stilling som afdelingschef i Sundhedsministeriet til posten som øverste leder i Region Nordjylland. Her ses han sammen med daværende sundhedsminister Astrid Krag.
Svend Særkjær var i 2018 den højst lønnede regionschef. Han kom i 2015 fra en stilling som afdelingschef i Sundhedsministeriet til posten som øverste leder i Region Nordjylland. Her ses han sammen med daværende sundhedsminister Astrid Krag. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Lønnen til Svend Særkjær har årligt været godt 100.000 kroner over det, hans kolleger i de øvrige fire regioner har tjent. Og beløbet ligger 190.000 kroner over det, hans efterfølger Christian Boel kommer til at få, viser aktindsigter, B.T. har fået.

Millionerne til regionsbosserne er nu genstand for debat, efter B.T. har kortlagt deres lønninger.

Professor i ledelse på Aalborg Universitet Anders Drejer kaldte over for B.T. regionschefernes arbejde for 'embedsmandsarbejde og politikerhåndtering mere, end det er ledelsesopgaver'.

»Lidt provokerende kan man sige, at de er glorificerede personalechefer,« sagde han.

Regionsrådsmedlem Per Larsen (K) vil også gerne diskutere lønniveauet for regionscheferne.

»Jeg vil sige, at lønninger til topdirektører generelt er kommet for højt op. Jeg synes, der er en skævvridning, når en regionschef tjener mere end statsministeren,« siger Per Larsen, der dog er enig med Erik Høgh-Sørensen i, at Svend Særkjær har gjort det godt på posten.

»I det store billede er 200.000 fra eller til ikke noget, der har stor betydning, når vi har et budget på 12 milliarder. Men vi bør lægge en dæmper på de lønninger, for de er voldsomme i relation til, at det foregår i det offentlige, hvor mange, der gør en fremragende indsats, jo aflønnes på et helt andet niveau. Gabet fra top til bund er kæmpestort,« siger Per Larsen.

Omvendt mener tre andre medlemmer af regionens forretningsudvalg, Lene Linnemann (SF), Susanne Flydtkjær (EL) og Otto Kjær Larsen (V), at skatteborgerne har fået god valuta for Svend Særkjærs løn.

Headhuntet

Ifølge Otto Kjær Larsen viser den lavere aflønning af Svend Særkjærs afløser ikke, at regionen førhen har været for rundhåndet.

Ulla Astman er regionsrådsformand i Region Nordjylland. Arkivfoto.
Ulla Astman er regionsrådsformand i Region Nordjylland. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»190.000 er jo mange penge for os med almindelige lønninger, men for de chefer, der er på det niveau, føler de nok ikke, at der er så stor en forskel,« siger han.

Regionsrådsformand Ulla Astman tilslutter sig koret af rosende politikere, og hun står fuldt på mål for, at regionen hyrede regionschefen i 2015. Han er fra 2019 blevet regionschef i Region Hovedstaden.

»Han har gjort det så godt, at landets største region har headhuntet ham,« siger Ulla Astman og forklarer, at lønnen har været et middel til at tiltrække Særkjær, der kom fra en stilling som afdelingschef i Sundhedsministeriet.

»Vi valgte dengang, at vi ville have en direktør af høj kaliber, og tilbød en åremålskontrakt (tidsbestemt, red.), der så har betydet, at han har været lidt dyrere undervejs, men det var mulighederne på det tidspunkt. Han har så omvendt ikke fået sin fratrædelsesgodtgørelse, fordi han har begyndt nyt job i hovedstaden,« siger Ulla Astman.