Det er uhyre sjældent, en mikrofon i et politisk forum brat bliver slukket, mens en folkevalgt er i gang med et indlæg.

Ikke desto mindre skete det på regionsrådsmødet tidligere på ugen i Region Nordjylland, hvor DF’eren Erik Høgh-Sørensens mikrofon pludselig blev lukket ned af formanden Ulla Astman (S) lige midt i en sætning.

Erik Høgh-Sørensen havde umiddelbart forinden foreslået, at en udtalelse om regionens nye nultolerancepolitik i forhold til sexchikane skulle sendes til Ulla Astmans partifælle, udenrigsminister Jeppe Kofod.

Underforstået at toppolitikeren fra Ulla Astmans eget parti måske kunne tage ved lære af, hvad politikerne i det nordjyske regionsråd er nået frem til i enighed.

DF'eren påpeger over for B.T., at Ulla Astman selv havde agiteret for og opfordret til, at man skal lade sig inspirere af retningslinjerne på sexismeområdet.

Men på regionsrådsmødet fik hans opfordring den konsekvens, at hans mikrofon blev slukket af formanden, der kaldte forslaget fra Erik Høgh-Sørensen ‘fuldstændig uhørt’.

»Jeg har afbrudt din mikrofon, fordi det her punkt hedder ‘Meddelelser fra formanden’. Det er ikke et punkt til diskussion. Politisk-polemiske bemærkninger hører til et andet sted,« lød det fra Ulla Astman, som derefter gik videre i dagsorden.

Erik Høgh-Sørensen mener, det ligger inden for reglerne, hvad han har ret til at kommentere, selv om punktet formelt handler om meddelelser fra formanden.

»Vi plejer at have mulighed for at komme med indlæg også under det punkt. Så Ulla Astmans begrundelse holder ikke. Jeg synes, hun er magtfuldkommen. Jeg har aldrig før oplevet, at en mikrofon bliver afbrudt på den måde i et demokratisk forum. Det gavner ikke diskussionen og skaber ikke et bedre samfund, når nogen på den måde tillader sig at kapre sexismedebatten,« siger Erik Høgh-Sørensen til B.T.

Han tilføjer:

»Forinden havde Ulla Astman holdt en længere enetale om, at vi skal lade os inspirere af hinanden på det her område til gavn for sagen. Derfor er det jo ekstra absurd, at hun slukker min mikrofon, bare fordi hun ikke kan lide, hvad jeg siger. Og hvad hjælper det at vedtage nogle højtidelige regler for regionens ansatte, når de samme regler åbenbart ikke skal gælde for toppen af Socialdemokratiet? Jeg synes, Ulla Astman fremstår ufrivilligt komisk, når hun tabuiserer Jeppe Kofods sexsag,« siger DF'eren.

Ulla Astman afviser, at Erik Høgh-Sørensen er blevet behandlet i strid med retningslinjerne.

Hun understreger, at hvis der havde været åbent for diskussion om temaet på mødet, skulle det have haft sit eget selvstændige punkt på dagsordenen. Og det havde det ikke.

»Erik Høgh-Sørensen må have alle de holdninger han vil til Jeppe Kofod og Morten Østergaard og alle mulige andre. Hans indlæg hører bare slet ikke hjemme her. Jeg spørger ham også på mødet, om det han vil sige er til dagsordenen. Det er det ikke, og alligevel fortsætter han med at tage ordet. Og efter at have forsøgt uden at få ham til at stoppe, havde jeg ikke andre muligheder end at slukke for hans mikrofon,« siger Ulla Astman.

»Baggrunden var, at punktet ikke var sat til diskussion. Derfor måtte jeg til sidst afbryde ham,« siger hun.

Erik Høgh-Sørensen har endnu ikke taget stilling til, om han vil gå videre med sagen.