Der kan ofte være penge at hente, hvis dit fly enten er aflyst eller forsinket mere end tre timer.

Du skal 'bare' klage til dit flyselskab efter rejsen, så de kan udbetale din kompensation.

Men det er bestemt ikke alle flyselskaber, der er villige til at punge ud, selvom du er berettiget til en portion penge.

Det viser en stor opgørelse fra firmaet AirHelp, der netop tager imod de passagerer, som er blevet afvist af flyselskaberne.

Opgørelsen viser blandt andet, at SAS placerer sig blandt det bedste af de store selskaber, mens Easyjet ligger helt i bund.

Reglerne er nemlig således, at du skal starte med at klage til flyselskabet, og hvis de afviser, at du er berettiget til en kompensation, kan du forsøge at kontakte AirHelp, Flyhjælp eller et tredje firma, der herefter kan rette et krav mod flyselskabet eller i sidste instans gå rettens vej.

Og nu viser en AirHelp-afgørelse, at SAS har en fejlrate på 22 procent.

Det betyder, at 22 procent af de passagerer, som SAS afviser at betale kompensation til, rent faktisk er berettiget til kompensation, når AirHelp har kigget nærmere på sagen.

Det tal er meget lavere end hos flere af lavprisselskaberne.

Har du oplevet at måtte kæmpe med et flyselskab om at få kompensation? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til journalist Sebastian Bjerring Jensen på sebj@bt.dk.

Easyjet ligger helt i bunden, og her er der hele 96 procent af passagererne, der bliver afvist, som senere får medhold i deres kompensationskrav gennem et firma som AirHelp eller i retten.

Kun i fire procent af gangene har Easyjet altså ret i, at kunden ikke skal have kompensation, hvilket eksempelvis kan være i tilfælde af enkelte tekniske fejl, eksterne strejker eller force majeure-forhold som vejrforhold, uro eller krig.

Lige efter kommer Ryanair, der afviser 95 procent af passagerernes klager, selvom de rent faktisk er berettiget til at få en kompensation. Tredjeværst er Norwegian med en fejlrate på 68 procent.

Selv kalder AirHelp tallene for 'forfærdelige'.

'Det dystre billede i Danmark er kun toppen af isbjerget. Den rene og skære volumen af passagerkrav, som bliver afvist af flyselskaberne på uretmæssigt grundlag, er forfærdeligt,' siger Henrik Zillmer, der er CEO i AirHelp, i en pressemeddelelse.

Læs mere om reglerne herunder.