Når danskerne i disse uger vender tilbage fra sommerferie, vil de samme rædsels-anekdoter gå igen landet over.
Anekdoter om lange ventetider i alverdens lufthavne på grund af forsinkelser, fortællinger om aflyste eller overbookede fly – og historier om bagage-kaos.
I rigtig mange tilfælde vil den person, som fortæller anekdoten, intet ane om, at den kedelige oplevelse kan være adskillige tusinde kroner værd.
Hvert år går danske flypassagerer samlet set glip af op mod 400 millioner kroner i kompensation, viser beregninger fra firmaet Flyhjælp.
Da kompensation kan hentes op til tre år efter hændelsen, har danskerne potentielt op mod 1,2 milliarder kroner til gode i kompensation lige nu.
De penge er ikke udbetalt, fordi for få flypassagerer kender deres rettigheder.
»Der er rigtig mange passagerer, som ikke får den kompensation, de har krav på. Vores indtryk er, at det her er et meget omfattende problem,« siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.
Ofte udleverer flyselskaber eksempelvis mad ved forsinkelser og aflysninger, og så tror passagererne, at de er blevet kompenseret.
Men der ligger ofte mellem 1.875 og 4.500 kroner pr. passager og venter, hvis du sender en klage.
Et faktum, alt for få danskere er klar over.
I 2013 viste en undersøgelse for Forbrugerrådet Tænk, at kun 55 procent af de danske flypassagerer kender deres rettigheder.
Intet tyder på, at det er blevet bedre siden da.
Blandt andet fordi flyselskaberne sjældent selv oplyser passagererne om, at de har ret til kompensation, forklarer Vagn Jelsøe.
»Det er virkelig deprimerende, at der ikke sker nogen forbedring. Det er for omkostningsfrit for flyselskaberne ikke at oplyse passagererne om deres rettigheder,« siger Vagn Jelsøe, der glæder sig til, at EU-reglerne på området skal op til revision i 2020:
»Der forventer vi en europæisk diskussion om, hvad man stiller op med, at man har en hel industri, som gør alt for at slippe for at betale folk, hvad de har krav på.«
Du skal nemlig ikke regne med, at flyselskabet automatisk afleverer de penge, du har krav på at få.
Ifølge tal fra firmaet Airhelp bliver 47 procent af alle klager, der sendes fra flypassagerer på verdensplan, i første omgang afvist af flyselskabet.
Flyhjælp oplever, at hver tredje af de godt 130.000 klager, de har sendt, i første omgang er blevet afvist.
Herefter vinder Flyhjælp – efter eget udsagn – op mod 95 procent af de sager, når de ender i retten.
»Nogle flyselskaber afviser sager, hvor det er helt hen i vejret. Det gør de, fordi de er klar over, at mange forbrugere vil føle sig magtesløse, når de modtager sådan en afvisning med en juridisk smøre,« siger Alex Kirkeberg, marketingchef for Flyhjælp:
»Vores oplevelse er, at selskaberne kalkulerer med, at mange ikke kan overskue at forfølge sådan en sag. Så man skal holde fast. De her flyselskaber har en stor økonomisk interesse i ikke at betale.«
I Forbrugerrådet Tænk arbejder man for en konkret løsning.
»Vi ser gerne, at man pålægger flyselskaberne, at de skal udbetale kompensationen automatisk,« siger Vagn Jelsøe:
»Man har allerede passagerernes informationer, så det beløb bør kunne tilbageføres.«
Del:
Andre læser også
Samfund
Her er flyselskaberne, der nægter at give dig kompensation
Forbrug
Passagerer stævner SAS for kæmpe beløb: Danskere kan have millioner til gode
Trafik
Slagtede konkurrents stewardesser: 'Rådne tænder og dobbelthager'