Fødevarestyrelsen hev bødehæftet frem, da de tidligere på måneden besøgte en af Shells tankstationer.
Bøde køkkenet og fastfood- og opvaskeområdet fremstod med belægninger, og hylder var beskidte med snavs og produktrester, konstaterede Fødevarestyrelsen.
»I fastfood-området ses der manglende aftørring af gulvpaneler, som fremstår med belægninger,« står der i kontrolrapporten fra besøget hos Shell i Esbjerg Ø.
Fødevarestyrelsen kvitterede med en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner til Shell.
Personalet blev partshørt under tilsynet og havde ifølge kontrolrapporten følgende bemærkning:
»Vi har travlt og ikke bemanding nok. Vi går i gang med en større rengøring med det samme.«
Søren Møller Maretti, der er direktør i DCC Energi Mobility, der driver Shell-stationerne i Danmark, beklager over for kunderne.
»Det er helt klart, at det på ingen måde er godt nok med en kontrolrapport, der fremhæver mangler i rengøringen.«
»Det skal bare være i orden, og det er det generelt også,« siger han i en skriftlig kommentar til B.T.
Butikken har efterfølgende sørget for at bringe forholdene i orden, oplyser Søren Møller Maretti.
Han oplyser yderligere, at ud af de 34 Shell-butikker, hvor DCC Energi Mobility er involveret i driften, er butikken i Esbjerg Ø den eneste, der har en sur smiley.
