Danskerne kommer i 2027 til at slippe to kroner billigere, hver gang de tanker en liter benzin eller diesel.

Og i 2027 vil elbiler fortsat være helt eller delvis fritaget for registreringsafgift. 

Det erfarer B.T. og en række andre medier er indholdet i en skatteaftale, der ventes at blive præsenteret torsdag, og som der lige nu lægges sidste hånd på.  

Aftalen skulle angiveligt være indgået mellem de fire partier i regeringen - Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale - og Dansk Folkeparti.  

Ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er der tale om en 'taktisk nålestiksoperation' fra lederen af Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidts, side. Men den gavner også regeringen, særligt Socialdemokratiet og Moderaterne. 

»På det substantielle plan hjælper det nogle bilejere, som Dansk Folkeparti har lovet at kæmpe for. Og det kan Messerschmidt sælge som en sejr,« siger Henrik Qvortrup.

Men der er også en risiko: 

»Med aftalen tager Messerschmidt fremover luften ud af de angreb, han selv har sat ind over for regeringen for ikke at ville tilgodese landdistrikterne og gøre nok for helt almindelige danskere, som synes, at alt er blevet dyrere. Dermed svækker han også den dagsorden, han selv har sat og brugt meget aktivt mod regeringen,« siger Henrik Qvortrup. 

Men der er også andre partier, der lukrerer på aftalen. 

»Nu kan Socialdemokratiet og Moderaterne sige, at de er med til at holde hånden under helt almindelige danskernes økonomi. Og de kan stække Dansk Folkepartis kritik af, at de ikke gør nok for dem, der synes, alting er blevet for dyrt, « siger Henrik Qvortrup. 

I øjeblikket koster en liter benzin ca. 16 kroner, mens en liter diesel koster 18 kroner. Tidligere på året var prisen på diesel oppe at ramme næsten 20 kroner for en liter. 

Det betyder, at særligt bilpendlere har været hårdt ramt af, at det er blevet dyrere at køre til og fra arbejde. De får nu en hjælpende hånd. Samtidig indføres der ifølge Politiken skattelettelser for 300 millioner kroner, som endnu ikke specificeret. 

Ifølge samme medie finansieres lettelserne ved, at den allerede vedtagne afskaffelse af mellemskatten og sænkelsen af selskabsskatten indfases langsommere, end det ellers var planen. 

Ifølge Henrik Qvortrup kan Morten Messerschmidt også bruge aftalen til at positionere sig i blå blok. 

»Han kan nu sige, at han ikke kun er den politiker, der står på sidelinjen og galper op. Han er én, der laver et stykke reelt politisk arbejde,« siger B.T.s politiske analytiker og fortsætter:  

»Der har været talt om, hvem der er leder af blå blok og statsministerkandidat. Hidtil har kun Troels Lund Poulsen været i spil. Men med aftalen bringer Morten Messerschmidt sig i spil som statsministerkandidat«. 

Kan det ikke også bare handle om, at man gør det for nogle danskernes skyld og ikke af taktiske årsager? 

»Jo, man skal ikke underkende, at aftalen er udtryk for, at man mener, det har en konkret betydning for nogle mennesker derude«.  

Regeringen har ifølge Henrik Qvortrup også et motiv for at lave skatteaftalen:

»De sætter en kile ind midt imellem partierne i blå blok, så de ikke står samlet«.