Regeringen planlægger sammen med Dansk Folkeparti at præsentere en ny skatteaftale torsdag, som betyder, at benzin- og dieselafgiften falder i hele 2027 med to kroner pr. liter.

Det erfarer B.T.

Derudover skulle det være en del af aftalen, at elbilerne også i 2027 fortsat skal have lave registreringsafgifter. 

Planen var ellers, at registreringsafgiften på elbiler skulle stige gradvist fra årsskiftet efter flere år med afgiftsfritagelse.  

Dermed er det lykkedes Dansk Folkeparti at komme igennem med et partiets helt store mærkesager - nemlig en lettelse af afgiften på benzin og diesel, som er steget voldsomt i pris det seneste år blandt andet på grund af Donald Trumps krig i Iran.

Ifølge B.T.s oplysninger er resten af den blå blok - De Konservative, Liberal Alliance, De Konservative og Venstre - ikke en del af forliget.

Skatteaftalen er en gave til de pendlere, der endnu ikke har erhvervet sig en elbil.

I øjeblikket koster en liter benzin ca. 16 kroner, mens en liter diesel koster 18 kroner. Tidligere på året var prisen på diesel oppe at ramme næsten 20 kroner for en liter. 

Derudover erfarer B.T., at der også er kommet justeringer, som skal gøre livet lettere for de små virksomheder.

Herunder skulle en ny måde at afregne moms på for små og mellemstore virksomheder - den såkaldte forkortede momsfrist - være taget af bordet.

Prisfaldet på benzin- og diesel gælder i første omgang kun i 2027, erfarer B.T. Det samme gælder afgiftsfritagelsen for elbiler. 

En ekspertgruppe er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvordan registreringsafgiften fremadrettet skal skrues sammen.

Derfor ventes der næste år at komme helt nye politiske forhandlinger om fremtidens registreringsafgifter.