Det bliver med bulder, brag og batterier.
Inden længe skriver kalenderen 2022, og det bliver som bekendt markeret – for manges vedkommende med fest og fyrværkeri.
Henrik Rostgaard Hjorth, der går under navnet 'krudtkongen', bruger gerne mellem 15.000 og 20.000 kroner på den store fest.
»Et godt luksushotel koster også mange penge, og jeg vil hellere se på flotte farver og gode brag en enkelt aften om året,« siger Henrik Rostgaard Hjort.

Danskerne forventes sammenlagt at bruge 450 millioner kroner på at få skudt 2022 i gang.
Flest penge forventer vestjyderne at kaste efter krudtet, der med 250 kroner ligger væsentligt over de 160 kroner, som er, hvad en gennemsnitlig dansk husstand forventer at bruge på fyrværkeri. Det viser en ny analyse lavet af Dansk Erhverv.
En anden, der også trækker beløbet godt op, er Steven Hansen. I år ligger hans budget på maksimum 3.500 kroner, men til sommer fylder Steven Hansen 30 år, og derfor skures budgettet på fyrværkeri op på 10.000 kroner næste år. Årsagen er enkel:
»Det er flot og kun en gang om året,« lyder det fra Steven Hansen, der fortsætter:
»Og så er det sjovt og spændende at lave sit eget 'show' ved at sætte forskellige, for mit vedkommende batterier, sammen, så det bliver et stort show, ligesom når man ser de professionelles show.«
Og netop fyrværkerishow har den verserende coronapandemi lagt en gevaldig dæmper på flere steder i verden.

Blandt andet i Tyskland, hvor man maks. må samles ti personer nytårsaften, hvilket sætter en stopper for fyrværkerishow i en række byer, herunder Berlin. Også planerne om bulder og brag over Champs-Élysées i Paris nytårsaften er aflyst.
Men så er det jo godt, at man kan lave sit eget private show. Og det har Henrik Rostgaard Hjorth planlagt. Hele to af slagsen. Først nytårsaften og så dagen efter.
Og flere i den lille by Askildrup – cirka 25 kilometer syd for Aalborg – har ifølge Henrik Rostgaard Hjort allerede skrevet til ham, at de ser frem til hans show, der med klargøring og opsætning cirka tager en time.
Og fyrværkeriet, det er nøje udvalgt.
»Jeg ser altid en video af fyrværkeriet, inden jeg køber det. Det gør jeg for at få en god farvesammensætning og effekt,« siger Henrik Rostgaard Hjort og fortsætter:
»Skal man gøre det, så kan man lige så godt gøre det ordentligt.«
Og den del er Steven Hansen enig i. Han ser selv set YouTube-videoer af fyrværkeriet, inden han køber det.
Men fortryder man så, at man har brugt så mange tusinde kroner på fyrværkeriet, når det er væk efter en time, tænker du måske. Men niksen.
»Næh, det gør man egentlig ikke. Man tænker 'fedt, nu har jeg prøvet det'. Man kan jo sammenligne det med en dyr rejse; den er også væk, når du kommer hjem.«
I år forventer ni procent at bruge op til 400 kroner på fyrværkeri, mens otte procent forventer at bruge mellem 400 og 800 kroner. Syv procent forventer at bruge mere end 800 kroner.

